Kom med på en idyllisk men våd vandretur ad trækstien, der løber cirka 74 kilometer fra Silkeborg til Randers – en tur der bød på både fredfyldte stunder, store naturoplevelser og meget fugtige fødder.
Denne rejseartikel blev oprindelig skrevet til Dagbladenes Bureau i sensommeren 2022.
Jeg var kun nået et par kilometer væk fra Silkeborgs centrum, da de første regndråber faldt.
Regnen kom ikke som en overraskelse – jeg havde tjekket vejrudsigten på forhånd og følte mig fint forberedt. Jeg havde regntøjet klar øverst i rygsækken, og i toget på vej til Silkeborg havde jeg booket en shelter til min første overnatning, så jeg ikke skulle slå telt op i regnvejr.
Men når mennesket lægger planer, så ler guderne.
For efter en halv times tid tog regnen til, og de næste fire-fem timer faldt den nådesløst og uden ophold. Da jeg endelig ankom til min lejrplads var mine læderstøvler fuldstændig mættede af vand, og mit ellers så trofaste regnslag var lige så vådt indvendigt som udvendigt.
Det, der skulle have været en primitiv, men hyggelig vandretur ad Trækstien, var pludselig blevet noget mere strabadserende.
Fra pramdragning til vandring
Trækstien er en cirka 74 kilometer lang vandresti, der følger Gudenåens slyngede løb fra Silkeborg til Randers. Oprindelig blev stien skabt af de såkaldte pramdragere, der med trækdyr og lange liner trak pramme lastet med varer op og ned ad åen. Stien kliner sig derfor på lange stræk helt tæt op ad åbredden – og den kan være meget våd eller helt oversvømmet, når vandstanden i Gudenåen er høj. Det kom jeg til at mærke på egne fødder senere på turen.
På den første del af strækningen, fra Silkeborg til Kongensbro, kan man dog regne med, at stien er tør og farbar det meste af året. Af samme grund er denne del af stien let fremkommelig og belagt med grus. Fra lidt syd for Sminge Sø går halvanden kilometer af ruten sågar ad en hævet bræddebro eller “boardwalk”, om man vil.
Genvej ad gammel jernbane
Jeg kom ind med toget til Silkeborg lidt over middag en tirsdag i august. Min plan for denne første dag var at spise frokost og derefter gå de cirka 12 kilometer ad Trækstien til Svostrup. Her ville jeg krydse Gudenåen og derefter gå de knap tre kilometer til Sminge Plantage, hvor min bookede shelter ventede.
Men da regnen nådesløst blev ved, besluttede jeg at forlade Trækstien i utide og gå direkte til lejrpladsen. Jeg krydsede Gudenåen allerede ved Resenbro og fulgte så en anden vandre- og cykelsti, Banestien, til udkanten af Sminge Plantage. Denne sti følger Den Jyske Diagonalbane – en nedlagt jernbanelinje, der indtil 1971 forbandt Bramming med Langå.
Med sit asfaltunderlag og næsten snorlige forløb er Banestien nok mere velegnet til cykling end til en spændende vandretur. Men jeg undgik at skulle bekymre mig om passerende biltrafik – og jeg nåede hurtigt frem til Sminge Plantage.
Efter en lidt usikker opstigning ad smattede skovstier, nåede jeg endelig min lejrplads, der lå i en lysning ved udsigtspunktet Hampknold. Her var hverken toilet eller rindende vand, men shelteren var tør og hyggelig. Jeg fik tørt tøj på, varmede noget aftensmad og rullede liggerunderlag og sovepose ud. Og lidt efter lidt stilnede regnen endelig af.
Grønt og fredfyldt
Onsdag morgen skinnede solen gennem huller i skydækket, og jeg satte kurs tilbage mod Trækstien med mit våde tøj hængende til tørre bag på rygsækken og tørre sokker på fødderne i mine stadig fugtige vandrestøvler.
Jeg krydsede tilbage over åen ved Svostrup, og efter at have fyldt vanddunken ved Svostrup Kirke fandt jeg Trækstien og påbegyndte dagens etape.
Efter at den første dag var druknet i regn og nødplaner, føltes det, som om turen nu for alvor begyndte.
Inklusive den korte tur fra shelteren til Svostrup havde jeg udregnet dagens etape til at blive godt 22 kilometer lang. Ikke uoverkommeligt, men med 12-13 kilo på ryggen og våde støvler på fødderne kunne det dog blive udfordrende.
Jeg fandt hurtigt en god rytme. Cirka en gang i timen skiftede jeg sokker, så jeg altid havde et relativt tørt par på fødderne og et fugtigt par hængende på rygsækken. De sporadiske solglimt og den friske brise sikrede, at sokkerne tørrede ret hurtigt.
Den første del af ruten var grøn og fredfyldt med høje siv, der susede i vinden, og et væld af vandnymfer og sommerfugle, der lettede fra bevoksningen og svirrede rundt, når jeg gik forbi. Indimellem gled en kano forbi ude på åen. Jeg mødte kun fem-seks andre vandrere plus et par hundeluftere og cyklister. Derudover havde jeg stien for mig selv.
Ved Kongensbro skifter Trækstien til den modsatte bred af åen, så det samme gjorde jeg – efter at have drukket en god kop kaffe og fyldt drikkedunken op på Kongensbro Kro.
Gådefuldt gravmonument
De første cirka halvanden kilometer efter Kongensbro er Trækstien gjort ekstra fremkommelig med blandt andet bræddebroer. Det skyldes ikke mindst, at denne del af stien også fungerer som adgangsvej til en af områdets mest spektakulære seværdigheder: gravmonumentet Høj Stene.
Da jeg planlagde min tur, havde jeg primært fokuseret på logistikken – overnatning, vandposter, muligheder for indkøb – og Høj Stene figurerede dermed slet ikke på min mentale rejseplan.
Derfor kan jeg uden at overdrive sige, at jeg tabte underkæben, da der i en åbning mellem træerne på min højre side pludselig åbenbarede sig en lysning med en imponerede stenobelisk.
Jeg satte rygsækken fra mig og gik tættere på. Stenobelisken viste sig blot at være den højeste af en hel gruppe af to-fire meter høje sten – opstillet i skibsformation – der knejsede i en rydning mellem træerne cirka 100 meter fra åbredden.
Det viste sig at være en moderne rekonstruktion af et imponerende gravmonument fra jernalderen. Monumentet var oprindelig opført omkring år 600, men gennem tiden var store dele af stensætningen blevet fjernet og den præcise beliggenhed glemt. Men for få år siden genfandt arkæologer fra Moesgaard Museum stedet og fandt blandt andet genstande af guld, der viste, at stensætningen må have været gravmonument for en magtfuld person. I 2020 stod museet bag en rekonstruktion af monumentet – og den må siges at være vellykket.
Der hvilede en gådefuld og næsten overjordisk stemning over den 80 meter lange stensætning, som den stod der i det bølgende, gulnede græs under et dramatisk, gråt skydække. Det var næsten som at træde ind i en scene fra en fantasyfilm. Jeg satte mig i græsset og sugede stemningen til mig, før jeg fortsatte vandringen.
Rene lagner og varm mad
Efter Høj Stene bliver Trækstien reduceret til en smal jordsti, der snor sig gennem et lavtliggende og fugtigt skovområde. På denne del af ruten måtte jeg flere gange forcere store mudderhuller eller sno mig udenom meterhøje og vildtvoksende brændenælder. Det var også slut med de borde og bænke, der så gavmildt var strøet ud over første del af dagens etape – der blev længere mellem de gode pausesteder.
Hvilket faldt uheldigt sammen med, at de fugtige støvler nu var begyndt at vise deres effekt i form af et par imponerede vabler på mine hæle. Jeg måtte grave dybt i lageret af både vabelplaster og viljestyrke for at fuldføre de sidste fire-fem kilometer af ruten.
Dagens endemål var landsbyen Ans, som ligger der, hvor Gudenåen for en stund bliver til Tange Sø. Nedenfor byen, lige ud til søen, finder man en stor lejrplads med adskillige sheltere, rindende vand og nærliggende toiletter. Men jeg havde valgt at booke et værelse på Ans Kro, så jeg kunne pleje mine vabler og få tørret mit stadig fugtige grej. Og selvfølgelig få et varmt måltid mad, et bad og en god nats søvn i rene lagner.
Som sagt, så gjort.
Min oprindelige plan var, at jeg skulle vandre i fire dage og slutte turen i Langå. Men trods fodbad og godt med vabelplaster var mine fødder nu så medtagne, at det selv med tørre støvler næppe var realistisk at nå så langt. Til gengæld var der kun godt 13 kilometer fra Ans til Bjerringbro, hvorfra jeg kunne tage toget hjem. Det virkede overkommeligt, hvis jeg tog den med ro.
På skovtur ved søen
Solen skinnede over Tange Sø, da jeg efter et solidt morgenmåltid på Ans Kro begyndte torsdagens rute. Det skulle senere vise sig at blive den mest strabadserende dag på turen.
Til at begynde med gik det dog virkelig nemt.
Langs Tange Sø er Trækstien nemlig forlagt til en let fremkommelig skovvej, der går gennem Gudenåcentralens Plantage. Stien er desværre anlagt langt værk fra søbredden på en stor del af ruten, så det er lidt som at gå tur i en hvilken som helst anden dansk skov.
At ruten pludselig går gennem en plantage i stedet for langs søen skyldes naturligvis, at Trækstiens oprindelige forløb i dag ligger under flere meter vand. Tange Sø er nemlig en kunstig sø – Danmarks største – der blev inddæmmet for lidt over 100 år siden i forbindelse med etableringen af Tangeværket.
Vandkraftværket, der er landets største af sin slags, er stadig aktivt, men det lægger samtidig hus til Energimuseet, der selv på en fredag formiddag uden for skoleferien vrimlede med besøgende. Her holdt jeg dagens første længere pause, hvor jeg fik fyldt min vanddunk og forkælede mig selv med en is fra museets café.
I vand til knæene
Ved Tangeværket skulle jeg ifølge rutebeskrivelsen krydse over på den anden side af Gudenåen. Men det var uklart, hvordan det skulle ske. I mere end en halv time gik jeg forvirret rundt på Tangeværkets område, før det endelig gik op for, at jeg ikke kunne se det sted, hvor stien krydsede åen, fordi det lå under næsten en halv meter vand. Vandstanden var simpelthen steget så meget, at stien var blevet til et vadested.
Jeg havde valget mellem at gå en lang omvej eller at krydse åen med bare fødder. Jeg overvejede det i mindre end to sekunder, og nogle øjeblikke senere var jeg på vej gennem åen med sokker og støvler i hænderne.
Vandet stod næsten helt op til mine knæ, og jeg havde svært ved at finde fodfæste på de slimede sten i vadestedet. Et par gange var jeg tæt på at miste balancen, men det lykkedes at holde mig oprejst, og efter nogle nervepirrende minutter sad jeg på den højre bred og tørrede mine fødder.
Sikke et eventyr, tænkte jeg og varmede mig ved, at nu måtte det værste vist være overstået.
Regn igen
Jeg fortsatte ad Trækstien, der på denne del af strækningen er reduceret til en smal trampesti, som løber i en bræmme mellem åen på den ene side og markerne på den anden. Vandstanden i åen stod ret højt, og flere steder var underlaget så mættet med vand, at jeg måtte gå i store buer ud på marken eller gennem et krat for at undgå våde fødder. Fluerne svirrede om ørerne på mig, og jeg kunne med stigende uro iagttage, hvordan mørke skyer begyndte at samle sig mod syd. Jeg satte farten op.
Snart lød det første tordenskrald, men jeg havde ikke set noget lyn, så det var stadig langt væk. Så begyndte det at dryppe. Jeg søgte ly ved en gruppe træer og fik regntøjet på. Et lynglimt og endnu et tordenskrald få sekunder efter – og så begyndte regnen for alvor.
Der gik kun et par minutter, før det regnede så kraftigt, at træet, jeg stod under, ikke længere gav noget læ. Turens første dag havde lært mig, hvor lidt jeg kunne stole på mit grejs vandafvisende egenskaber, så jeg tog en rask beslutning. Der var kun tre-fire kilometer til Bjerringbro. Hvis jeg gik til, kunne jeg nå frem på en times tid. Og så pyt med at jeg blev plaskvåd undervejs – jeg havde tørt tøj i rygsækken, som jeg kunne skifte til på stationen.
Mudderbad til fødderne
Jeg begyndte at gå så raskt, jeg kunne, gennem den øsende regn. Efter et stykke tid var regnen igen trængt igennem mit regnslag. Vabelplastrene på mine fødder var begyndt at løsne sig, og hvert skridt gjorde ondt. Men der var ingen læ i sigte – ingen steder, jeg kunne tage støvlerne af og skifte plaster. Så jeg fortsatte med at gå.
Mens hustagene i Bjerringbro dukkede op i horisonten, blev terrænet fladere og fugtigere. På et tidspunkt forsvandt stien helt i pløret, og jeg overså, at jeg skulle have drejet skarpt til højre efter at have forceret et hegn. I stedet fik jeg forvildet mig ud i et stort mudderhul, hvor jeg pludselig sank i til over anklen.
Lidt derfra stod en hest og gloede på mig, tilsyneladende upåvirket af regnen, der fortsat væltede ned. Jeg undertrykte trangen til at hvæse: “hvad glor du på?” og fik i stedet trukket fødderne op af mudderet. Så manøvrerede jeg mig ud af mudderhullet, genfandt stien og sjoskede videre med vandet skvulpende i vandrestøvlerne.
I tørvejr på stationen
Endelig nåede jeg en lille gangbro, der førte mig over åen, væk fra Trækstien og ind i et af Bjerringbros villakvarterer.
Jeg må have set ud, som om jeg havde taget en svømmetur med alt mit tøj på, som jeg gik der på fortovet med mit gennemblødte regntøj slaskende omkring mig og brunt vand sivende ud af støvlerne. Men jeg var ligeglad. Nu gjaldt det bare om at komme i tørvejr.
Klokken var lidt over 14, torsdag eftermiddag, da jeg trådte ind i ventesalen på Bjerringbro Station. Der var kun gået lidt mere end to døgn, siden jeg forlod Silkeborg, men turen havde været så begivenhedsrig, at det føltes som en hel uge. Jeg fik skiftet tøj, plejet fødder og spist et par rugbrødsmadder, mens jeg ventede på toget. Vandreturen var slut – nu kunne restitutionen begynde.
Hårde lektioner
Turen ad Trækstien var min første længere vandretur med fuld oppakning i mange år, og den gav mig et par hårde lektioner med hjem.
Første og fremmest måtte jeg indse, at vandtæt grej er så essentielt, at jeg ikke bare skal stole på, at det nok skal fungere. Støvler og regntøj skal afprøves på forhånd og skiftes ud, hvis det “lækker”.
Jeg indså også, at når der står på Trækstiens hjemmeside, at stien på visse tidspunkter kan være mudret, våd og utilængelig, så er det ingen overdrivelse. En anden gang vil jeg nok lægge turen i den periode, hvor der er mindst sandsynlighed for høj vandstand i åen – april til juni.
Og endelig genopagede jeg, hvordan store naturoplevelser kan være alle strabadserne værd.
Man glemmer et øjeblik alt om sine sviende vabler, når man ser en kæmpestor laks springe højt op over vandoverfladen. Og man tænker overhovedet ikke på gårsdagens silende regn, når man sidder der ved åbredden og lytter til vindens susen, insekternes summen og vandets klukken i sivene. Man er bare.
Fakta om Trækstien
Trækstien er en cirka 74 kilometer lang vandresti, som løber langs Gudenåen fra Silkeborg til Randers. Mellem Silkeborg og Kongensbrog samt mellem Fladbro og Randers kan man også cykle på Trækstien.
På grund af Gudenåens varierende vandstand kan Trækstien på nogle tidspunkter være meget svært fremkommelig eller helt oversvømmet. Stien er typisk mest farbar mellem april og juni, hvor vandstanden i åen er lavest.
Der er muligheder for at overnatte i telt, shelter eller på kro langs hele ruten.
Af seværdigheder langs Trækstien kan nævnes:
- Sminge Sø: En af de bedste fuglelokaliteter langs åen.
- Høj Stene: Imponerende rekonstruktion af gravmonument fra Jernalderen.
- Tange Sø og Tangeværket: Danmarks største kunstigt anlagte sø og landets største vandkraftværk.
- Energimuseet: Museum og aktivitetscenter med fokus på energiproduktion og -forbrug.
- Gudenådalens Museum: Lille lokalhistorisk museum i Bjerringbro.
- Gudenåengene: 328 hektar eng- og vådområde, genskabt af Aage V. Jensens Naturfond.
Find meget mere information her.