Et helt kontinent på 14 millioner kvadratkilometer lå i årtusinder uopdaget hen, på trods af at mange var sikre på, at det måtte eksistere. Først 27. januar 1820 fik en russisk ekspedition det sidste kontinent, Antarktis, i kikkerten.
Artikel skrevet til Dagbladenes Bureau i anledning af 100-året for opdagelsen af Antarktis.
Vi mennesker har en indgroet trang til at myldre ud i hvert et ledigt hjørne, vi kan få øje på. Siden de første homo sapiens vandrede ud af Afrika for næsten 200.000 år siden, har vi spredt os overalt på kloden – selv til så relativt ugæstfri egne som den grønlandske indlandsis og den australske outback.
Men ét kontinent var indtil for kun 200 år siden uden for vores rækkevidde – og er det på mange måder stadig. Mange var overbeviste om, at det måtte eksistere, men vi kunne ikke nå det. I århundreder omtalte vi denne mytiske landmasse som “Terra Australis” – “Landet mod Syd”. I dag kender hvert et barn det som “Antarktis”.
Ideen om Antarktis er næsten lige så gammel som ideen om, at Jorden er rund. Den første bevarede kilde, der beskriver en “antarktisk” landmasse, er værket “Meteorologika”, som den græske filosof Aristoteles udgav for over 2.000 år siden – omkring år 340 f.Kr. Aristoteles mente, at hvis Jorden skulle være i balance, måtte der nødvendigvis være en indtil da uset, sydlig landmasse, der fungerede som modstykke eller modvægt til den allerede kendte, nordlige landmasse.
I dag kan vi godt se, at det er fjollet at basere sine teorier om kontinenternes forhold til hinanden på et ønske om ligevægt og symmetri. Men ideen gav god mening for datidens mennesker, og fordi Aristoteles’ værker havde enorm indflydelse på europæisk videnskab og filosofi i de efterfølgende 2.000 år, endte drømmen om et sydligt kontinent med at bide sig fast som en tæge.
I middelalderen inkluderede ethvert verdenskort med respekt for sig selv et “Terra Australis” eller et “Terra Incognita” (ukendt land) på den sydlige halvkugle.
Drømmen brast igen og igen
Det ukendte land rykkede imidlertid længere og længere sydpå, efterhånden som opdagelsesrejsende vendte hjem fra deres ekspeditioner med reelle observationer af verdens land- og vandmasser. For eksempel sejlede portugiseren Bartolomeu Dias i 1488 som den første europæer syd om Kap Det Gode Håb og beviste, at Afrika havde en sydspids og dermed ikke var landfast med Terra Australis, som mange af datidens kort ellers viste.
Godt 30 år senere, i november 1520, lykkedes det portugiseren Ferdinand Magellan og hans flåde på fem skibe at sejle Jorden rundt ved blandt andet at navigere gennem et smalt stræde mellem det sydamerikanske fastland og en (for europæerne) indtil da ukendt landmasse mod syd. Det satte gang i nye spekulationer om det gådefulde sydlige kontinent: Var den ukendte landmasse, som Magellan-ekspeditionen havde opdaget, i virkeligheden Terra Australis?
Først næsten 100 år senere, i 1616, beviste en hollandsk ekspedition, der som den første sejlede syd om Kap Horn, at Magellans gådefulde landmasse ikke var et helt kontinent, men derimod en relativt beskeden øgruppe, der i dag bærer navnet Tierra del Fuego – Ildlandet.
I den modsatte ende af Stillehavet var en ny Terra Australis-kandidat imidlertid dukket op, da Willem Janszoon i 1606 som den første europæer fik øje på en stor landmasse, der fik navnet Ny Holland. Men drømmen brast igen, da hans landsmand Abel Tasman i 1642 sejlede syd om Ny Holland og dermed skubbede Terra Australis endnu længere sydpå. Drømmen endte dog med at leve videre i landmassens nuværende navn, Australien.
Kaptajn Cook kom tæt på
Efterhånden stod det klart, at Aristoteles’ sydlige kontinent måske slet ikke fandtes – og at det under alle omstændigheder måtte være væsentligt mindre end forudsagt og primært befinde sig i den kolde og ugæstfri zone syd for den antarktiske cirkel.
Dette blev bekræftet af den engelske opdagelsesrejsende kaptajn James Cooks anden ekspedition, der fra 1772 til 1775 sejlede Jorden rundt langs den antarktiske cirkel og flere gange krydsede den uden at se andet end mindre øer og is. Ekspeditionen var på et tidspunkt kun 120 kilometer fra det antarktiske hovedland uden dog at få øje på det.
Cook konkluderede efter ekspeditionen, at hvis der fandtes en større landmasse længere sydpå, ville det være umuligt at nå frem til den på grund af de massive mængder havis, der omgav den.
Russisk modbevis
Det skulle tage næsten 50 år, før den russiske opdagelsesrejsende Fabian von Bellingshausen modbeviste Cooks konklusion. 27. januar 1820 sejlede Bellingshausens ekspedition, der bestod af skibene Vostok og Mirni, tæt forbi den kystlinje, der senere blev navngivet Kronprinsesse Märtha-kysten. Her kunne folkene ombord observere den gigantiske Fimbul-iskappe. Ekspeditionens deltagere blev dermed de første mennesker i historisk tid – og formentlig nogensinde – der lagde øjne på det antarktiske kontinent.
Men selv om et nyt kontinent nu havde åbenbaret sig, betød det ikke, at alverdens opdagelsesrejsende nu flokkedes om Antarktis. I det kommende par årtier var det primært kommercielle ekspeditioner på udkig efter nye muligheder for sæl- og hvalfangst, der udforskede det nyfundne kontinent. Det første menneske, der angiveligt satte fod på Antarktis, var således den amerikanske sælfanger John Davis, der hævder at være gået i land i Hughes-bugten på Den Antarktiske Halvø den 7. februar 1821. Landgangen er dog ikke tilstrækkeligt dokumenteret, og mange historikere afviser derfor Davis’ påstand. En anden amerikansk sælfanger, Mercator Cooper, har mere belæg for sin påstand om, at han gik i land ved Victoria Land i det østlige Antarktis i januar 1857. Men den første stensikre landgang på kontinentet fandt først sted 74 år senere, i 1895, da det norske skib Antarctic lagde til ved Kap Adare, og besætningen gik i land for at indsamle geologiske prøver.
Intet af videnskabelig værdi
Antarctics landgang var samtidig et lille tilløb til det, man siden har kaldt “Den heroiske tidsalder for antarktisudforskningen” – en periode med intens udforskning af det nye kontinent.
Op gennem 1800-tallet var det nye kontinent langsomt blevet kortlagt fra søsiden af forskellige kommercielle og videnskabelige ekspeditioner. Men da den britiske opdagelsesrejsende James Ross Clark i 1843 vendte hjem efter at have brugt fire år på en frugtesløs jagt på den magnetiske sydpol, erklærede han, at der ikke kunne gøres flere opdagelser af videnskabelig værdi på det antarktiske kontinent.
I de kommende år dalede interessen for udforskning af Antarktis drastisk, og det var først efter en berømt forelæsning af oceanografen John Murray i The Royal Geographical Society i London i november 1893, at verden igen blev smittet med Antarktis-feberen.
Murray påpegede i forelæsningen, at Antarktis’ indre fortsat var fuldstændig uudforsket, og han opfordrede til en ny, organiseret indsats for at kortlægge og undersøge det store kolde land mod syd.
Kapløb mod Sydpolen
Alverdens opdagelsesrejsende tog udfordringen op, og fra 1897 til 1922 gik ikke mindre end 17 store ekspeditioner i land på kontinentet. Navne på polarforskere som Ernest Shackleton, Robert Falcon Scott og Roald Amundsen blev kendt af enhver rask dreng, og især Scott og Amundsens kapløb om at blive den første, der nåede Sydpolen, fangede offentlighedens interesse. Det blev nordmanden Amundsen, der vandt kappestriden, da han nåede Sydpolen 14. december 1911. Først 33 dage senere nåede hans rival, britiske Scott, frem, og ikke nok med at han måtte tage til takke med en andenplads i historiebøgerne – han og fire øvrige deltagere i ekspeditionen mistede livet på tilbagerejsen.
Ikke mindre end 12 af periodens ekspeditioner medførte dødsfald, og i alt 22 mennesker mistede livet. Udover Robert Falcon Scott døde også en anden af de store Antarktis-udforskere, Ernest Shackleton, på sin tredje ekspedition til kontinentet i 1922. Hans død satte punktum for Den heroiske tidsalder og lagde en dæmper på Antarktis-udforsknignen, ind til de teknologiske fremskridt inden for flyvningen gjorde det muligt at udforske kontinentet fra luften.
Pingviner, forskere og turister
I 1959 underskrev de første 12 lande den Antarktiske Traktat, der blandt andet forbyder militære aktiviteter, minedrift og fremtidige krav på territorium i området samt beskytter retten til fri forskning. Yderligere 40 lande har siden tilsluttet sig traktaten.
Otte lande havde indtil 1959 gjort krav på dele af Antarktis, heriblandt nabolande som Argentina og Australien, men også så fjerne nationer som Norge, Frankrig og England. De eneste faste indbyggere er fortsat hårdføre dyrearter som pingviner og sæler – og så de mellem 1.000 og 5.000 skiftende menneskelige beboere på de næsten 100 forskningsstationer.
Kontinentet fascinerer ikke kun forskere. Næsten 40.000 turister går hver sommer i land for at opleve verdens tyndeste befolkede, tørreste, koldeste og mest blæsende område. Forskere spekulerer desuden i, at vi i fremtiden vil se en decideret kolonisering af Antarktis, når og hvis temperaturerne stiger så meget, at dele af kontinentet får et mere menneskevenligt klima.
Alt dette kan dog ikke ændre på, at Terra Australis viste sig at være en vidtstrakt og ubeboelig ørken af is og sne – enorm i sin egen ret, men reelt kun en smule større end Europa, og meget langt fra det gigantiske fantomkontinent, der skulle bringe den nordlige og den sydlige halvkugle i ligevægt. Man kan kun gætte på, hvordan Aristoteles ville have reageret, hvis han havde levet længe nok til at høre beretningerne om det sydlige kontinent, som Bellingshausen endelig fandt i 1820. Men mon ikke han var blevet en lille smule skuffet …?
Velkommen til ekstremeners kontinent |
| Antarktis’ samlede area på 14,2 millioner km2 gør kontinentet til det femtestørste – større end Europa (10,1 mio. km2) og Australien (8,5 mio. km2), men mindre end Sydamerika (17,8 mio. km2) |
| Antarktis er verdens absolut tyndest befolkede område med en befolkningstæthed på 0,00008 mennesker pr. km2. Til sammenligning bor der fem mennesker pr. km2 i det tyndest befolkede land, Mongoliet, og 7,8 i henholdsvis Australien og Namibia. |
| Næsten hele Antarktis – 98 procent – er dækket af et tykt lag is med en gennemsnitstykkelse på 1,9 kilometer. Kun kysterne langs Den Antarktiske Halvø er isfri i sommermånederne. |
| Antarktis har Jordens koldeste klima. I 1983 målte man således en temperatur på -89,2 grader celcius ved forskningsstationen Vostok Station. Den årlige gennemsnitstemperatur er -57 grader celcius inde i landet og -10 grader langs kysterne. |
| I Antarktis finder man 80 procent af verdens ferskvandsreserver, men kontinentet rummer også verdens tørreste region, Dry Valleys (De tørre dale), et 4.800 km2 stort område, hvor det ikke har regnet i to millioner år. Den årlige gennemsnitsnedbør på Antarktis som helhed er kun 100 mm – i Danmark er den på cirka 750 mm. |