A Serious Man | Dvd | ★★★★ | Sære personager med løjerlige pokerfjæs, absurde ordvekslinger, tør og underspillet humor og en gådefuld slutning. En ægte årgangs-Coen-brødrene med andre ord.
Shutter Island af Dennis Lehane | Roman | ★★★ | Joh, den er da spændende og alt det der, og Den store Plottwist™ er bestemt overrumplende… Men da vi så får den detaljerede forklaring på, hvordan det hele hænger sammen, er det som om alt det, der er gået forud, begynder at virke åndssvagt, og det ender med en følelse af, at man har spildt sin tid.
Dagens kontemplation #2
Når ens fingre lugter af ost, så har man ostefingre. Men hvad har man, når ens fingre lugter af spegepølse…?
Hjelm kære hjelm
Cykelhjelmen… hadet af mange, elsket af ingen, båret modvilligt af de få, der mener, at dens eventuelle livreddende effekt opvejer det faktum, at man ligner en idiot, når man har den på.
Nu kan man så købe en cykelhjelm med smarte tilhørende overtræk, som får den til at ligne en kasket eller en russerhue eller en deerstalker a la Sherlock Holmes. Og med sådan en hjelm, ligner man pludselig slet ikke en idiot længere.
Nu ligner man i stedet en idiot med en hat, der er 7-8 numre for stor.
Hvis de vidste…
Trafikken står stille nede på gaden, og automatreaktionen fra adskillige bilister er at stå på hornet.
Hvordan mon de ville have det med sig selv, hvis de vidste, at årsagen til trafikproppen er, at der 100 meter længere fremme er en ældre dame, der er faldet om, mens hun krydsede gaden?
Dårligt, håber jeg!
Blandemaskiner
Når folk starter en sætning med ordene: “Det er ikke for at blande mig…”, så er det altid lige præcis det, de har tænkt sig at gøre.
Sygt
Jo jo, alle har skam sagt til mig, at små børn er syge hele tiden. Men når de sagde hele tiden, så troede jeg de mente “hele tiden” og ikke hele tiden.
Obamania
Nu er besættelsen af USA’s nye præsident gået for vidt! I morges så min søn pludselig op fra sit legetøj, sendte mig et sigende blik og sagde med klar røst “Obama”.
… eller måske sagde han “bababa”, jeg er ikke sikker…









