Af Søren Køhler
”Nå, der er du,” sagde han uden at løfte hovedet fra sit ugeblad. Han sad på sin sædvanlige plads ved køkkenbordet, med udsigt over hovedgaden og vinduerne i ejendommen overfor.
”Dav, far. Jeg er også glad for at se dig.” Jeg ryddede det fyldte askebæger, nogle gamle aviser og tallerkner med indtørrede madrester til side og lagde forsigtigt mine handsker på voksdugen. Så trak jeg lidt op i bukserne og satte mig over for ham på taburetten.
”Hvordan går det?” spurgte jeg.
”Hva’ tror du?” hvæsede han og sugede hårdt på sin filterløse cigaret. Jeg trak på skuldrene.
”Næh, hvordan skulle du også vide det?” Han bladrede hidsigt i bladet og vendte så endelig blikket mod mig: ”Du kommer jo aldrig!”
”Hold nu op, far. Du ved jo godt, at arbejdet tager meget af min tid.”
”Ha!” Han spyttede en stump tobak ud og skoddede cigaretten. Så tændte han en ny. ”Hvordan går dit arbejde så, knægt? Får du fanget nogle fartsyndere?”
”Jeg arbejder ved kriminalpolitiet, og det ved du også godt,” sagde jeg irriteret. Jeg var 47, og manden kaldte mig stadig knægt.
”Åh ja, det havde jeg glemt,” sagde han med et lumsk smil. ”Det gør man, når man kommer i min alder: Man glemmer.” Han hvæsede en blå røgsky ud gennem næsen.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Han gjorde det, hver gang jeg kom på besøg: Talte til mig, som om jeg var dum og ubrugelig. Han havde selv været ved kriminalpolitiet i 30 år. Jeg var stadig kun kriminalassistent, og han brugte det imod mig, når han hånede mig. Det var barnligt og småligt, men det virkede. Et par gange havde han næsten fået mig til at græde af raseri. Han var min far, min eneste familie, men nogle gange havde jeg følelsen af, at han i virkeligheden hadede mig.
Og alligevel var det umuligt for mig at hade ham tilbage.
Min personsøger reddede mig. Netop da stilheden mellem os blev ubærlig, begyndte den at bippe gennemtrængende nede i min bukselomme. Den gamle fór forskrækket sammen og tabte asken fra sin cigaret ned i skødet.
”Det er fra stationen. Jeg må af sted,” sagde jeg og rejste mig.
”Nå, det var så de to minutter, man kunne afsætte til sin gamle far,” råbte han efter mig. Jeg lukkede ørerne og skyndte mig ud – uden for hans bitterheds rækkevidde.
***
”Vi har to lig. En kvinde og et spædbarn,” fortalte kriminalassistent Ancher, mens vi kørte fra stationen. ”Der er ikke meget andet end knogler tilbage – deres tøj er også næsten væk. Men Beck sagde i radioen, at der er enkelte brugbare spor.”
Jeg havde fået blus på min pibe og lod et par eftertænksomme røgskyer dvæle omkring mit hoved, før jeg sagde noget: ”Har de nogen anelse om, hvor længe ligene har ligget der.”
”Ti år. Tyve år. For pokker, de ka’ have ligget der i hundrede år. Og hvis ikke et par unger havde fundet på at grave en bjørnefælde, så havde de sgu ligget der i hundrede år endnu!”
”En bjørnefælde? I Vestjylland? Hvad lærer børnene i skolen i dag?”
”Tjah, de var da i hvert fald kloge nok til at ringe til os.”
”Nå ja.” Jeg bakkede lidt på piben. ”Men er det mord og ikke en eller anden stenaldergrav?”
”Bare rolig, gamle. Det er mord! Kvinden har fået kraniet slået ind. Hele hendes baghoved er et puslespil. Et af de svære…”
”Jøsses!”
”Ja, mon ikke!”
***
Skovbunden var smattet efter flere dages regn, og jeg var lige ved at falde bagover. De to betjente henne ved bilerne grinede højt, men de tav, da jeg arrigt stak piben i munden og sendte dem et surt blik. Lømler!
”Der havde du sgu nær brækket hoften, gamle,” grinede Ancher. Jeg smilede stramt. Besøget hos min far havde gjort mig irritabel.
”Åh, der er I,” sagde Beck og rejste sig fra kanten af hullet. Han var åbenbart også gledet på vej ned ad stien, for han havde en stor våd plet på buksebagen. Jeg kom til at smile skadefro og forsøgte at skjule det ved at stikke piben i munden. Den var gået ud.
”Pokkers også!” hvæsede jeg, og de andre så forskrækket på mig.
”Hvad har vi?” spurgte Ancher.
Beck slog ud med armen mod hullet. To sæt tomme øjenhuler kiggede op på os fra den gulbrune lerjord. ”En kvinde og et barn. Kvinden blev formentlig dræbt med et slag i baghovedet. Barnet? Hvem ved? Måske kan retsmedicinsk finde et eller andet…”
”Ancher talte om nogle spor,” sagde jeg, mens jeg forsøgte at få blus på piben igen.
”Åh ja,” han stak hånden i lommen og trak fire små plastikposer frem. Jeg tog imod dem: Nogle anløbne mønter fra 1949 og 1950, en guldring uden inskription, en hotelnøgle, en knækket sølvkæde og en lighter.
Jeg holdt mønterne op: ”Tjah, de er i hvert fald ikke døde før 1950.”
Så rakte jeg Beck de tre af poserne igen, men jeg beholdt den med kæden. Ancher så spørgende på mig.
”Der har hængt noget i den kæde. Den er så tynd og enkel, at den ikke ville blive brugt alene…,” sagde jeg.
”Det er ikke helt dumt tænkt,” sagde Ancher. Han så spørgende på Beck.
”Vi har ikke fundet mere,” sagde Beck.
”Tja, måske betyder det ingenting…”
***
”Her er en 44 år gammel sag om en forsvunden kvinde og hendes barn,” sagde han. ”Vil du læse?” Jeg viftede ham af.
”Giv mig højdepunkterne,” sagde jeg. Ancher lod sig dumpe ned i en stol og åbnede mappen.
”Hanne Mortensen og hendes syv måneder gamle søn Thomas. Forsvandt fra Park Hotel her i byen i juli 1954. De efterlod al deres bagage på hotellet. Ifølge Hannes mor, Margit Mortensen, var de kommet hertil fra Roskilde for at lede efter Thomas’ far… Og nu bliver det rigtig mærkeligt, for ingen ved åbenbart ret meget om barnets far. Margit Mortensen kendte kun hans fornavn: Svend. Og hun havde kun mødt ham én gang. Hun fandt et billede af ham blandt Hannes efterladenskaber, og billedet blev sendt herover. Men ifølge rapporten var det ubrugeligt – uskarpt og mørkt. Denne Svend var det eneste spor i sagen, så den blev opgivet efter et par måneder. Det sidste notat er fra… den 20. oktober 1954… hov! Det var søreme din far, der ledede sagen.”
Jeg tog sagsmappen fra ham. Han havde ret – rapporterne var underskrevet af min far. Da jeg kiggede op, stod Ancher og bed sig selv i læben. Han kendte alt til vores betændte forhold.
Jeg var stille i lang tid. Min far havde haft sagen dengang for fyrre år siden, og det gjorde både det hele meget sværere og meget nemmere. Meget sværere fordi jeg, uanset hvad jeg foretog mig, var nødt til at leve op til min fars arbejde. Måske blev jeg endda nødt til at lægge øre til hans belæringer og hånlige bemærkninger, for det var uundgåeligt, at vi inddrog ham i efterforskningen. Han var den, der vidste mest om, hvad der var gået forud.
Men det gjorde også det hele meget nemmere. Jeg var nødt til at efterforske sagen til den bitre ende nu. Det var et spørgsmål om at bevise mit eget værd, både over for mig selv og ham. Uanset hvilke problemer der måtte dukke op, så kunne jeg ikke stoppe, før Hanne Mortensens morder var fundet. Om han var død eller levende var ligegyldigt – men en opklaring ville overbevise mig selv og min far om, at jeg var lige så god som ham.
”Vi genoptager sagen,” sagde jeg til Ancher. ”Nogen teorier?”
”Denne Svend er nøglepersonen. Enten har han væsentlige oplysninger… eller også er han morderen. Jeg hælder til det sidste.”
”Det samme her,” sagde jeg. ”Og jeg tror, sølvkæden er vigtig. Måske har der hængt et smykke eller en medaljon i den, og måske har der været en inskription eller et billede. Et eller andet der pegede på morderen, og som han har taget med sig fra gerningsstedet. Det passer med, at morderen er Hannes store kærlighed: Svend!”
”Men hvem er Svend? Og hvor er det billede af ham, som bliver omtalt i rapporten, blevet af? Selv om Svend ikke kan genkendes på det, kan det måske bruges til noget andet.”
Jeg rodede lidt i sagsmappen. ”Du har ret. Billedet er her ikke… det var mærkeligt”
”Ja, men ville det ikke være endnu mere mærkeligt, hvis mappen var helt komplet efter næsten 50 år?” Ancher grinede.
”Jo, måske. Vi lader det ligge indtil videre. Måske kan vi skaffe en kopi fra Hanne Mortensens familie. Vi må også hellere tale med de politifolk, der havde sagen dengang.”
”Jeg ringer til Roskilde,” sagde Ancher, mens han noterede navne ned fra sagsmappen. Så forsvandt han ud af døren.
***
I januar 1954 var barnet blevet født. Det pinte Margit Mortensen at se sin datter gå i opløsning, men hun følte sig for svag til at gøre noget, da Hanne og hendes knap syv måneder gamle søn tog af sted for at finde Svend. Det var i juli 1954. Sporet endte på Park Hotel, hvor Hanne og sønnen havde sovet en enkelt nat. Derefter intet i 44 år – før de to skeletter dukkede op i skoven i dag…
Jeg lagde papirerne fra mig. Det var blevet mørkt, mens jeg læste. Jeg hældte kaffe op fra termokanden og stoppede piben igen. Mine tanker var hos pigen og hendes barn. 22 år. Kun lige begyndt at leve. Og barnet. Thomas. Han havde kun lige nået at smage på livet.
Jeg var selv et barn på det tidspunkt. Syv år eller deromkring. Min verden havde været bekymringsløs – jeg tænkte mindst af alt på døden. Alt var anderledes – bedre, på en måde. Selv far havde været anderledes. Gladere…
Det var lige omkring den tid, alting begyndte at gå skævt for os. Far begyndte at glide fra os. Han blev væk fra måltiderne, murede sig inde med sit arbejde. Han begyndte at råbe af mor og mig. Og han slog mig for første gang…
Kaffen smagte pludselig grimt. Jeg hældte den ud i papirkurven. Jeg tænkte på min far. Hvorfor forsøgte jeg stadig at vinde hans kærlighed? Hvorfor higede jeg stadig efter hans respekt? Hvad havde han nogensinde givet mig? Jeg mærkede tårerne presse på.
I det samme kom Ancher ind, og jeg fik andet at tænke på.
”Der er ingen tilbage,” sagde han. ”De er alle sammen døde. Margit Mortensen er død, og hun havde ingen familie. Og de politifolk, der foretog afhøringerne i Roskilde, er også væk for længst…”
”Vil det sige, at du overhovedet ikke har fundet noget,” sagde jeg – lidt for surt. Han bed sig i læben og så småfornærmet ud.
”Jo, jeg har noget. Men jeg er ikke sikker på, at du vil synes om det. Roskilde Politi faxede nogle sider fra de rapporter, der blev skrevet dengang. Og hvis det passer, hvad der står i dem, så har din far begået en fejl.”
”Hvad står der da?”
”Der står, at de betragtede billedet som det bedste spor i sagen. Hannes kæreste, Svend, var nemlig meget tydeligt afbildet på det… Der er tale om det samme billede, som ifølge din fars rapport var ‘uskarpt og mørkt’. Ja, faktisk var det ’ubrugeligt!’”
Der blev helt stille. Jeg masserede mine tindinger, forsøgte at tænke. Et virvar af billeder og begivenheder passerede gennem mit hoved. Nogle forsvandt ud i mørket, andre blev hængende. Datoer, navne på mennesker jeg kendte, og på mennesker jeg aldrig havde mødt. Fortiden og nutiden gled sammen. Det hele stemte… Alle brikkerne passede sammen. Jeg så min fars underskrift nederst på den gamle politirapport: ”Kriminalkommissær Svend Andersen.” Jeg rejste mig svajende og gik med usikre skridt hen til papirkurven og kastede op…
”Hv-hvad er der galt?” spurgte Ancher forskrækket. Jeg tørrede mig om munden og kiggede over på ham. Hans ansigt virkede sløret, og jeg opdagede, at jeg græd. Så tog jeg min frakke og gik uden et ord.
***
Han sad ved sin sædvanlige plads ved køkkenbordet. Askebægeret var fuldt, og der stod syv tomme ølflasker foran ham.
”Vi har fundet Hanne og Thomas,” sagde jeg. Han så ikke op, men hans hånd rystede, da han førte sin cigaret op til munden.
”Hvad snakker du om?”
”Jeg snakker om den pige, du mødte i København, dengang du var til kongres i 1953. Og om det barn du fik sammen med hende.”
”Det er fortid… Det har ingen betydning. Ikke mere…”
”Jo, det har! For du dræbte dem! En ung naiv pige og hendes barn! Og du brugte din indflydelse i politiet til at dække over det. Alt, hvad du nogensinde har forsøgt at bilde mig ind om dig selv og din ’glorværdige’ karriere, har været løgn… Hele dit liv har været en stor løgn!”
Han var stille. Så sagde han: ”Du forstår det ikke… Du vil aldrig kunne forstå det.” Jeg sagde ingenting, spiddede ham med min tavshed.Han fortsatte, tøvende: ”Hun opsøgte mig med sin lille horeunge. I mit hjem! Truede mig med at afsløre det hele… jeg var nødt til det! Forstår du ikke det? Hun var som besat. Gik rundt med mit billede i en medaljon om halsen og skrev endeløse breve fulde af trusler og bønfaldelse. Hun ville have ødelagt alt. Hun ville have revet vores familie fra hinanden, ødelagt alt det vi havde brugt så lang tid på at bygge op…”
”Men det blev jo ødelagt alligevel,” skreg jeg. Jeg havde besluttet, at jeg ikke ville græde, men tårene begyndte at fylde mine øjne. ”Du ødelagde dig selv. Du døde sammen med den pige og hendes barn, og hen ad vejen slog du også mor og mig ihjel. Du dræbte os med din bitterhed og dine afvisninger… Kan du ikke se det?!”
Han så pludselig meget lille ud. Den sidste trods var forsvundet fra hans ansigt. Han var bare en ensom gammel mand, som ikke fortjente min kærlighed. Hans tynde, blege læber dirrede: ”Jeg… jeg… du må forstå mig. Du…”
Jeg hadede ham. Det var ikke længere umuligt for mig. Mine tårer tørrede ud, og jeg gjorde mig klar til at gå.
”Jeg kan ikke selv anholde dig, men der er sket en forbrydelse, og du vil komme til at betale for den,” sagde jeg. ”Jeg ringer til kriminalassistent Ancher. Han henter dig ind til afhøring. Og du kan lige så godt tilstå. Jeg kan ikke se nogen grund til, at du skulle lade være.”
Han nikkede svagt. Cigaretten i hans hånd var brændt helt ned til fingrene, men han så ikke ud til at mærke det. Jeg gik og lod ham sidde tilbage i den beskidte lejlighed med sin sorte samvittighed og spøgelserne fra sommeren ’54.
- SLUT -
Ovenstående er en let revideret version af en novelle, der tidligere har været trykt i ugebladet Hjemmet. Kærligt korrekturlæst af Pernille Dehn. Copyright Søren Køhler 2008.
Pingback: Den første gang… at Søren K