Kufferten – alternativ slutning

De mødtes igen ved bagagebåndet, og Eriksen hilste glædesstrålende på sin nye ven.

”Vi ka’ sgu ikke blive ved at mødes på den her måde,” grinede Eriksen. ”Hvad vil min kone ikke sige?”

”Åhr hva’, det er vel halvfemserne,” grinede Markus tilbage i et anfald af godmodighed. ”Nå, der er min kuffert.”

Han greb ud efter den røde plastickuffert, der kom sejlende hen mod dem på transportbåndet.

”Er du sikker,” spurgte Eriksen. ”Vores kufferter er ens, har du lagt mærke til det? Tænk nu hvis vi kommer til at bytte rundt, hva’. Sikke et hus der kunne blive!” Han grinede højt, og Markus tvang sig selv til at grine med.

”Ja, tænk bare…”

”Hør, det er sgu min kuffert du! Se på mærket: Henrik Eriksen. Det må da vist være mig.”

”Ja, det må det da vist,” sagde Markus lettet. Et øjeblik havde han været for ivrig. Han havde nær tabt hele planen på gulvet.

”Vi ses i baren,” råbte Eriksen, mens han slæbte den store kuffert hen mod tolden.

Markus nikkede bare. Et øjeblik efter kom Eriksens kuffert rullende hen ad båndet, og Markus greb den og skyndte sig efter Eriksen.

***

Køen var ret kort, men alligevel tog det lang tid at komme igennem. Tolderne tog sig god tid i dag. De undersøgte stort set alle de rejsendes bagage.

”De har vel fået et tip om en sending narko, eller sådan noget,” hviskede Eriksen, som stod lige foran Markus i køen. Markus nikkede og smilede, glad for at han havde taget sine forholdsregler.

”Hov, mit snørebånd er sgu gået op. Smut du bare foran.” Eriksen havde sat sig på hug og fumlede med snørebåndene på sine udtrådte brune sko.

”Tak som byder,” sagde Markus. Jo hurtigere det var overstået, desto bedre. Han var forrest i køen nu. Der var godt to meter fra køen over til told-skranken. Godt. Så ville Eriksen sikkert ikke kunne se indholdet i kufferten og lægge to og to sammen. Markus tog en dyb indånding og forsøgte at lægge ansigtet i afslappede folder. Han var kold som is, da tolderen kaldte ham over til skranken.

Det føltes næsten som om alting faldt i hak, da tolderen på bredt jysk bad ham om at åbne kufferten. Det betød, at alt hans besvær og al hans bekymring ikke havde været nytteløs. Han var sikker på, at han næsten ville være blevet skuffet, hvis han bar var blevet sendt igennem tolden uden at blive undersøgt.

Defror smilede han bredt, da han skød slåerne til side og skubbede den åbne kuffert over mod tolderen.

”Tak skal De ha’,” sagde tolderen og begyndte at tage ting op af kufferten. Markus blegnede. Den tætte solbrændthed, som han havde fået efter to lange uger i Afrika, forsvandt sporløst fra hans ansigt. Han fik kvælningsfornemmelser, og forsøgte krampagtigt at løsne sit slips. Det var IKKE Eriksens kuffert! Det var hans egen! Det var hans jakke, hans undertøj, hans slidte kriminalroman…

”Hva’ er det her?” Tolderen holdt den krøllede, brune papirspose op.

”De-øøh… Det er…” Ordene blev siddende i halsen. Markus forsøgte at stamme et svar frem, men både stemmen og koncentrationen svigtede. Hans tanker var flere steder på én gang. Hvordan var det sket? Havde Eriksen byttet rundt på kufferterne igen? Og hvorfor? Han kastede et blik på Eriksen, der havde sin opmærksomhed alle andre steder.
Tolderen rømmede sig, og Markus fór sammen.

”De er vel klar over, at det er forbudt at indføre elfenben i landet?” spurgte tolderen.

”Joh,” næsten hviskede Markus. Tolderen lukkede kufferten og rakte den til en af sine kolleger.

”Vil De være så venlig at følge med Brandt her ud bagved?”

Markus nikkede skyldbetynget, og med bøjet hoved og røde ører fulgte han efter den anden tolder.

”Næste,” råbte den jyske tolder bag ham. Så faldt døren i og lukkede larmen fra ankomsthallen ude.

***

Fem minutter og så var det hele overstået. Markus var både overrasket og lettet, da tolderen Brandt rakte ham kufferten og ønskede ham en fortsat god dag. Er det det hele? Var han lige ved at udbryde, men i stedet smilede han bare og tog imod kufferten.

En bøde og konfiskation af statuetterne. Det var det hele. Markus var tæt på at grine af sin egen dumhed, og han næsten dansede hen ad gangen med Brandt ved sin side. I det samme drejede Eriksen ind på gangen ledsaget af to politifolk. De mødtes alle fem halvvejs nede ad gangen.

”Hvad så?” spurgte Brandt politifolkene.

”Ja, det må være ham her, vi fik et tip om,” sagde den ene betjent og gjorde et kast med hovedet mod Eriksen. ”To kilo heroin i en falsk bund i kufferten. Han vadede lige ind i armene på os, uden så meget som at blinke.”

Eriksen stirrede tomt ned i gulvet. Så pludselig så han kort op på Markus, og hans blik var næsten undskyldende. Markus smilede – han var ikke sikker på, hvornår Eriksen havde set sit snit til at bytte kufferterne tilbage, men hvad betød det også? Markus havde været heldigere end han fortjente. Tænk at to mennesker i den samme lufthavn skulle få den samme desperate idé: At bytte kufferter for ikke at blive afsløret i smugleri. Markus kunne have kysset Eriksen, som han stod der mellem de to betjente med ludende skuldre og nedadvendt blik. Det blev dog kun ved tanken, for i det samme begyndte de to betjente at trække af med Eriksen. Markus og Brandt gik i den modsatte retning.

”Farvel hr. Hjorth,” sagde Brandt venligt, da de igen stod i ankomsthallen. ”Jeg regner ikke med, at vi kommer til at se mere til Dem…?”

”Nej,” sagde Markus og smilede svagt. ”Det regner jeg heller ikke med.”

-SLUT-

Ovenstående er en let revideret version af en novelle, der tidligere har været trykt i ugebladet Hjemmet. Kærligt korrekturlæst af Pernille Dehn. Copyright Søren Køhler 2008.