Kufferten

Af Søren Køhler

Heden tog kvælertag på ham.

Forpint løsnede han slipset med den ene hånd, mens han krampagtigt holdt fast i kufferthåndtaget med den anden. Sveden drev af ham. Hans skjorte var gennemblødt, og hans ansigt glinsede. Den afrikanske middagssol forvandlede nådesløst lufthavnsbygningen til en enorm sauna. Omkring ham bevægede ventende og ankommende flypassagerer sig dvaskt omkring, mens de viftede sig med aviser og hatte. Varmen var kvælende, og luften var mættet af fugt. Man kunne næsten mærke den mod ansigtet som et varmt og vådt håndklæde, der gjorde det svært at ånde frit.

Men Markus Hjorth svedte ikke kun på grund af varmen. Han var bange. Han var tæt på at begå sit livs første ulovlighed, og angsten for at blive afsløret dunkede i hans tindinger og udtørrede hans mund. Han havde en følelse af, at alle så på ham, og selv om han vidste at det var en irrationel og tåbelig tanke, så var han sikker på, at hver og én kunne se lige gennem kuffertens plastic. De vidste alle sammen, at der nede i kufferten, rullet ind i en snavset skjorte og indpakket i en brun papirspose, lå to små, smukke, perfekt udskårne elfenbensstauetter…

Markus havde samlet på afrikansk kunst, siden han for 24 år siden var i Etiopien som frivillig for Røde Kors, og da han så de to statuetter på disken i en lille sidegadebutik, havde han ikke skænket Washington-konventionen en tanke. Han havde kun tænkt på, hvordan statuetterne ville tage sig ud på hylden i hans stue derhjemme. Først da han var tilbage på hotellet og sad på sengen og beundrede sit køb, dæmrede det…

For de fleste andre ville Markus’ forbrydelse virke ret ubetydelig. Lidt i stil med at gå over for rødt midt om natten eller køre uden cykellygte i en trafiktom sidegade. Men Markus’ tankegang fungerede ikke på den måde. Han skelnede ikke mellem store og små forbrydelser. Eller mere præcist: Han skelnede ikke mellem store og små straffe. Det var tanken om at blive stemplet som lovbryder, der fik Markus’ hjerte til at banke så hurtigt denne tidlige eftermiddag i Afrika.

Markus’ barndomserindringer var – som de er for de fleste – tågede og upræcise. Kun én enkelt dag trådte frem, så klar og frisk som havde det været dagen i går. Markus og hans forældre sad i køkkenet og spiste aftensmad. Han var syv år, og livet var godt. Far og mor sludrede hyggeligt om ingenting, og Markus tegnede figurer i kartoffelmosen. Men den trygge stilstand blev brat afbrudt af dørklokken. Det var to politibetjente, der stod ude på den kolde trappe. Far var anholdt, sagde de, for underslæb og mandatsvig. Ville han være så venlig at følge med?

Livet var blevet svært fra den dag. Markus og hans mor var alene, mens far var i fængsel. De flyttede fra det store hus til en lejlighed inde i byen. Vennerne forsvandt, og det samme gjorde pengene. Far mistede naturligvis sit arbejde, og da han kom ud af fængslet, måtte han tage et dårligt betalt deltidsjob som bogholder på et autoværksted. Mor måtte også begynde at arbejde. Der gik kun kort tid, før de blev skilt…

Markus kunne stadig mærke ydmygelsen svide indvendig. Fra dag til dag blev han og hans mor usynlige. Tidligere havde familien været respekteret, men det var slut nu, og det tog Markus et halvt liv at genvinde respekten fra sine omgivelser.

Og nu stod han altså foran endnu et fald. Sådan følte han det i hvert fald. Han var sikker på at hans kolleger aldrig ville se på ham på helt den samme måde igen, hvis han blev afsløret. Måske ville han endda miste sit arbejde. Det var jo ikke bare en karton cigaretter eller et par flasker spiritus, han var på vej til at smugle ind i landet. Det var stødtænder fra en truet dyreart. Han vidste ikke engang, hvad straffen var, men den måtte da være hårdere end for almindeligt smugleri?

Han var lige ved at græde af forvirring over sin egen dumhed. Et øjeblik overvejede han at gå ud på toilettet og efterlade statuetterne i skraldespanden, men det kunne han alligevel ikke få over sig.

Markus’ tankerække blev afbrudt, da en lille, korpulent mand med solbriller og lyst jakkesæt pludselig brasede ind i ham.

”Åh, undskyld,” mumlede manden og fortsatte ufortrødent.

”Det er i orden,” sagde Markus uden at se op. Først da manden var et par skridt væk, faldt det Markus ind, at han havde talt dansk. Overrasket kiggede han op og så, at manden i det samme havde vendt sig om.

”Det var pokkers,” udbrød den fremmede. ”Hørte jeg helt galt, eller er du dansker?”

”Joh, det er jeg da,” sagde Markus distræt. Hans tanker var allerede langt væk igen: Manden med solbrillerne havde en rød Samsonite-kuffert, der var fuldstændig magen til hans egen…

”Det må jeg nok sige,” sagde manden. ”Det er måneder siden jeg har hørt et ord dansk andre steder end i mit eget hoved. Må jeg ikke byde på en drink?”

”Joh… Jo, selvfølgelig.” Markus smilede. Han tænkte klart for første gang i timevis.
Han havde en plan.

***

Manden med solbrillerne hed Eriksen, og han var møgirriterende. På et hvilket som helst andet tidspunkt og i en hvilken som helst anden situation ville Markus hurtigst muligt have drukket ud og skyndt sig at komme væk. Men ikke i dag. Eriksen var nok irriterende, men han var også Markus’ redning.

”…jo, du. Det har været en fantastisk tur. De er helt vilde med det. Efter borgerkrigen, du ved, da er der virkelig kommet gang i minerne og økonomien hernede. Overklassen hernede hungrer simpelthen efter luksusvarer fra den vestlige verden.”

”Ja, det kan jeg forestille mig,” sagde Markus uengageret. Eriksen var åbenbart repræsentant for et eller andet firma, men Markus havde overhørt, hvad det egentlig var Eriksen solgte. Han var også ligeglad. Hans blik søgte ustandseligt ned mod de to identiske kufferter, der stod på gulvet ved siden af bordet. Han ventede på sin chance, og imens lod han Eriksens pladder flyde ind af det ene øre og ud af det andet.

”Du skal vel med flyet til Danmark her klokken fire,” spurgte Markus forsigtigt midt i Eriksens talestrøm.

”Ja, det skal jeg da. Du ved, Afrika er sgu okay, men to måneder hernede, det er mere end rigeligt, hvis du forstår hvad jeg mener…?”

Markus nikkede og tog en tår af sin gin & tonic. ”Jamen, så kunne vi måske mødes over en drink mere, når vi kommer tilbage,” sagde han prøvende. ”Du ved, for at fejre hjemkomsten.”

”Jamen, selvfølgelig. Det er klart,” sagde Eriksen overstrømmende og signalerede efter tjeneren. Han havde allerede drukket fire store fadøl. Han måtte da snart være moden til en tur på toilettet…?

”Det er det, jeg savner mest, når jeg er ude i verden,” pladrede Eriksen videre, mens tjeneren satte ølglasset foran ham. ”Øllet, du! Det er altså bedst derhjemme.”

”Enig,” sagde Markus og tog en lille slurk mere af sin drink. Var den mands blære på størrelse med en fodbold?

”Der er sgu ikke noget som en kold Carlsberg, når bøgen springer ud, og pigerne begynder at tage mindre tøj på. Hva’ siger du, gamle?! Haha!” Eriksen dunkede Markus i ryggen, lidt lovlig hårdt, og han næsten spruttede af latter over sit eget vid. Markus fik sin drink galt i halsen og kom til at hoste voldsomt. Han overvejede at slå Eriksens tænder ind, bare for at se det irriterende smil falde ud af hans kæft med rødder og det hele…

”Jeg bliver sgu nødt til at gå ud på det lille hus, du,” sagde Eriksen, og daskede igen Markus på skulderen. ”Det løber lige igennem. Haha.”

Og så forsvandt Eriksen mellem de ventede flypassagerer i baren. Markus hostede færdigt og så sig stjålent omkring. Alle de andre i baren passede sig selv. Alle var travlt beskæftiget med at holde varmen fra livet, eller med at forberede sig på den forestående flyvetur med rigelige mængder stive sjusser. Hurtigt bøjede Markus sig frem og byttede rundt på de to kufferter. Derefter løsnede han kuffertmærkerne, og byttede også rundt på dem. Han kiggede nøje på de to kufferter. De var fuldstændig ens, og der lå intet i hans kuffert, der viste at den tilhørte ham. Eriksen anede ikke hvem han var, han havde kun sagt sit fornavn. Det kunne ikke gå galt. Hvis kufferten blev gennemsøgt i tolden i Kastrup, så ville ingen nogensinde kunne spore den til ham. Den irriterende Eriksen ville få skylden, og det undte Markus ham ved Gud. Sikke dog en pestilens!

Markus rettede sig op og drak sin drink ud. Han så på sit ur. En time endnu til afgang. Han kunne godt nå én til. Ja, han troede oven i købet, at han kunne leve med en halv time mere af Eriksens sludren, nu da alt var bragt i orden.

Markus lænede sig tilbage i kurvestolen og slappede af. Han viftede sig dovent med en avis, men varmen påvirkede ham ikke nær så meget nu. Da Eriksen vendte tilbage, hilste Markus ham velkommen med et bredt smil. ”Dit dumme fjols,” tænkte han, ”du kommer aldrig til at opdage, hvad det var, der ramte dig.”

Og Eriksen smilede tilbage og begyndte forfra på sin tomhjernede plapren.

***

København var grå og våd. Byen ramte ham i ansigtet som et brugt håndklæde, da han steg ud af flyet og gik over mod ankomstterminalen. De havde fløjet i fem timer, men de kunne lige så godt have fløjet i fem måneder. Mens Afrika var fugtig og lummer, var København iskold og plaskvåd. Men der skulle mere til at slå Markus ud.

Faktisk var han temmelig imponeret over sig selv. Han havde klaret krisen til ug med kryds og slange. Det værste var overstået nu. Det ville ikke blive svært at få kufferterne byttet rundt igen. Han smilede ved tanken om, hvor nemt han havde taget Eriksen ved næsen. Det stakkels fjols. Men hva’ fa”en… ”Verden er et modbydeligt sted. Den stærkeste overlever, Markus,” sagde han til sig selv og lod en hånd løbe gennem håret, der allerede var vådt af den danske støvregn.

Han fløjtede, mens han gik de sidste meter over startbanen og ind i ankomsthallen.

***

De mødtes igen ved bagagebåndet, og Eriksen hilste glædesstrålende på sin nye ven.

”Vi ka’ sgu ikke blive ved at mødes på den her måde,” grinede Eriksen. ”Hvad vil min kone ikke sige?”

”Åhr hva’, det er vel halvfemserne,” grinede Markus tilbage i et anfald af godmodighed. ”Nå, der er min kuffert.”

Han greb ud efter den røde plastickuffert, der kom sejlende hen mod dem på transportbåndet.

”Er du sikker,” spurgte Eriksen. ”Vores kufferter er ens, har du lagt mærke til det? Tænk nu hvis vi kommer til at bytte rundt, hva’. Sikke et hus der kunne blive!” Han grinede højt, og Markus tvang sig selv til at grine med.

”Ja, tænk bare…”

”Hør, det er sgu min kuffert du! Se på mærket: Henrik Eriksen. Det må da vist være mig.”

”Ja, det må det da vist,” sagde Markus lettet. Et øjeblik havde han været for ivrig. Han havde nær tabt hele planen på gulvet.

”Vi ses i baren,” råbte Eriksen, mens han slæbte den store kuffert hen mod tolden.

Markus nikkede bare. Et øjeblik efter kom Eriksens kuffert rullende hen ad båndet, og Markus greb den og skyndte sig efter Eriksen.

***

Det føltes næsten som om alting faldt i hak, da tolderen på bredt jysk bad ham om at åbne kufferten. Det betød, at alt hans besvær og al hans bekymring ikke havde været nytteløs. Han var sikker på, at han næsten ville være blevet skuffet, hvis han bare var blevet sendt igennem tolden uden at blive undersøgt.

Defor smilede han bredt, da han skød slåerne til side og skubbede den åbne kuffert over mod tolderen.

”Tak ska’ De ha’,” drævede tolderen og begyndte at tage ting op af kufferten. Markus bemærkede, pinligt berørt, at Eriksen ikke var specielt ordentlig eller for den sags skyld renlig. Beskidt og ildelugtende undertøj var krammet sammen og nærmest mast ned i kufferten sammen med en nydelig tweedjakke, der dog blev skæmmet af en stor fedtplet lige under brystlommen. Tolderen rynkede på næsen, og kastede et skævt sideblik til sin kollega. Markus rødmede svagt, og det blev ikke bedre, da tolderen også fremdrog en tyk bunke pornoblade. Tolderen så faderligt og let fordømmende på ham, og Markus måtte anstrenge for ikke at sige, at kufferten tilhørte en anden. Det lykkedes ham at fremtvinge et slesk smil og et skuldertræk.

Men så pludselig stivnede tolderen.

”Åh Gud,” tænkte Markus. ”Hvad nu? Hvad har den ynkelige sjæl dog ellers slæbt med.” Han turde knap tænke tanken til ende. Hvilken ydmygelse… På den anden side. Det var længe siden, det var ulovligt at være sjofel. Hvis han bare stod ydmygelsen igennem, så kunne han altid finde en på sofistikeret hævn over den møgirriterende Eriksen.

”Hva’ er det her?” spurgte tolderen lavmælt og viftede sin kollega nærmere.

”Hvilket?” spurgte Markus uskyldigt. ”Hør her. Det kan godt være, at De fordømmer min livsstil, men jeg har altså ikke gjort noget ulovligt…”

I det øjeblik opdagede Markus, at han var gået for langt. På et øjeblik gled den selvsikre facade af ham og ramte gulvet med et drøn, for tolderens blik var mørkt og hans mund sammenbidt af vrede.

”Ikke gjort noget ulovligt!” tordnede han og drejede med et sæt den store røde kuffert, så Markus kunne se, hvad der havde ligget under det beskidte tøj og de sjofle blade.

”Der er mindst to kilo,” hvæsede tolderen og rettede en dirrende pegefinger mod de tætpakkede plasticposer i bunden af kufferten. Poserne var fyldt til randen med hvidt pulver, og lukket i toppen med brun tape. Det lignede mel.

”Er det heroin? Eller er det coke? Så svar dog mand!”

Men Markus kunne ikke svare. Hans hals havde snøret sig sammen, og et øjeblik så han udtrykket i fars ansigt, den dag politiet hentede ham. Så mærkede han håndjernene smække om sine håndled, og han hørte en fjern stemme der sagde: ”Klokken er 18.27, og du er anholdt.”

Han fulgte lydigt med, da de slæbte ham bort.

***

Eriksen havde, fnisende, fulgt optrinnet fra sikker afstand. Der var intet i den kuffert, der ledte tilbage til ham, og Markus kendte kun hans navn. Og det var i øvrigt ikke hans rigtige navn. Eriksen løftede prøvende i Markus’ røde Samsonite-kuffert. Gad vide hvad den indeholdt? Hvad var det, der havde drevet det arme fjols ud i den fatale dumhed? Nå pyt, det kunne han tidsnok finde ud af. Lige nu ville han have en øl. Han gik ind i baren og signalerede til tjeneren.

”En kold Carlsberg, tak. Der er sgu ikke noget som dansk øl, når man lige har været ude i verden. Hva’ siger du?” sagde han venskabeligt, da han bestilte.

”Arme mand,” tænkte Eriksen, mens han tog den første slurk og nød den kølige prikken i ganen. ”Han troede, at han reddede sit eget skind, og så endte han i sit livs værste klemme. Men hva’ fa’en. Den kloge narrer den mindre kloge… Den stærkeste overlever.” Eriksen grinede højt. Så tog han en ordentlig tår mere.

-SLUT-

Ovenstående er en let revideret version af en novelle, der tidligere har været trykt i ugebladet Hjemmet. Kærligt korrekturlæst af Pernille Dehn. Copyright Søren Køhler 2008.