Helte og skurke

Af Søren Køhler

Som på et billede i en af barndommens julehistorier falder sneen i store bløde flager. Det hårde lys fra gadelygterne bliver blødgjort af de hvide krystaller, og de travle skikkelser, der, læssede med indkøbsposer og pakker, stresser afsted på fortovene, løfter hovedet en anelse, smiler svagt og sætter farten lidt ned.

To drenge – så små at de måske aldrig har set sne før – danser jublende rundt mellem fodgængerne og griber med barnlig iver ud efter fnuggene. Deres betuttede miner, når sneen smelter i deres vanteklædte håndflader, får mig til at smile, og trods kulden føler jeg et strejf af varme .

I det øjeblik fortryder jeg det, jeg har sat mig for at gøre. Jeg er ikke et af den slags mennesker. Jeg er ikke en forbryder.

Jeg går i stå under en lygtepæl og stirrer fortabt på de to drenge, der vælter rundt som tumlinge i deres flyverdragter. I den dybe lomme på min overfrakke brænder det korte jernrør med kold ild mod min håndflade, og i min mave brænder fortrydelsen. Fortrydelsen over det jeg har gjort, og det jeg er på vej for at gøre.

”Men der er ingen anden udvej,” siger jeg højt, og de to drenge standser i deres leg og ser forskrækkede på mig.

Jeg kigger ned i jorden og går. Deres blikke brænder min ryg, mens jeg med usikre ben forsvinder i mængden. Jeg har det som om, jeg er ved at tage mit første skridt, og det er jeg sådan set også. Skridtet fra lovlydig borger til forbryder.

***

Egentlig burde det ikke være kommet som et chok. Men det er nok umuligt at forberede sig helt på de tre ord: ”Du er fyret!” Uanset hvor meget man hader sit job, så fylder det jo halvdelen af ens vågne timer. Det er en del af ens identitet på godt og ondt.

Og det var bestemt ikke, fordi jeg elskede mit arbejde. Når man er cand.mag i litteraturhistorie, er det meget svært at elske et kontorjob på centrallageret for en stor supermarkedskæde. Men da jeg en dag stod på gaden med eksamensbeviset i hånden, var det småt med jobbene, så jeg tog midlertidigt til takke med det, jeg kunne få.

Det blev dog hurtigt så som så med det midlertidige. Jeg havde jo brug for pengene. Og for det meste kunne jeg overbevise mig selv om, at det da ikke var så slemt at tilbringe dagen med dødsygt papirarbejde og telefonsamtaler med vrede butiksbestyrere, der kun havde fået en palle skyllemiddel i stedet for de to, de havde bestilt.

Men for hver måned der gik, begyndte de endeløse dage på det støvede kontor at krybe ind under huden på mig. Som en uudholdelig eksem, der bare klør endnu mere, hvis man klør igen. Min indsats blev mere og mere halvhjertet, og i juli fik jeg en fyreseddel. Jeg ville få løn resten af måneden, men jeg behøvede ikke vise mig igen, sagde de.

Jobsituationen var ikke blevet meget anderledes, siden jeg forlod universitetet, og nu havde jeg endnu flere regninger at betale. Hver uge voksede bunken på mit skrivebord. I oktober havde de fleste regninger fået selskab af en rykker, og omkring den første december begyndte de første trusler om inkasso at ligge på dørmåtten, når jeg stod op.

Væggene i lejligheden trak sig sammen om mig. Jeg følte at jeg blev kvalt uendeligt langsomt af små grå mænd i jakkesæt, der med den ene hånd viftede mig om næsen med girokort, mens de langsomt strammede grebet om min strube med den anden.

Jo længere tid der gik, jo mere uundgåeligt blev det. Jeg havde kun to muligheder tilbage, men der var ingen af dem, jeg brød mig om. Så jeg ventede forpint, mens julen nærmede sig, og regningerne hobede sig op.

***

Døren til en butik går op foran mig, og en rødnæset, prustende familiefar næsten vælter ud med en enorm pakke i armene. Jeg når lige at opfatte tonerne af en julemelodi i forretningens højtalere, før døren smækker i.

Jeg føler lede ved mig selv. Men jeg føler også lede ved alle andre mennesker. Deres blussende ansigter, deres små smil, deres travlhed… Deres penge.

Jeg ved godt, at jeg selv er skyld i, at mit liv er forsvundet ned i afløbet! Jeg kunne bare have bidt tænderne sammen og ignoreret den forbandede stolthed. Alligevel gnaver misundelsen i mig, mens jeg passerer de hueklædte ansigter, de leende julemandsdukker, de udsmykkede vinduer.

Jeg føler mig frygteligt alene, mens jeg drejer rundt om hjørnet og tager de sidste skridt hen mod banken.

***

”Jeg kommer hjem til jul,” lød Sofies stemme gennem de transatlantiske kablers knitren og mumlen. ”Er det ikke skønt?”

Jeg fremtvang en smilende stemme og gav hende ret i, at det var det.

”Det er ikke til at forstå, men jeg glæder mig helt vildt til en god gammeldags råkold jul, med flæskesteg og grantræer. Det er altså ikke helt det samme at fejre jul i 35 graders varme.”

Lyden af hendes stemme fik mig næsten til at græde. Hvis bare hun vidste… Hvor meget jeg savnede hende. Hvor store problemer jeg havde. Hvis bare hun vidste, at jeg ikke havde haft et arbejde i næsten seks måneder.

”Jeg savner dig sådan…” sagde jeg, og hun må have hørt fortvivlelsen i min stemme.

”Er der noget galt?”

”Nej nej! Alt er, som det skal være! Lejligheden er bare så tom uden dig. Jeg fatter ikke, at du kun har været væk et år. Det føles som…”

Min stemme knækkede.

”Jeg savner også dig, ” sagde hun med en stemme så øm, at det gjorde fysisk ondt. ”Men tænk på, at jeg er hjemme en hel uge, og bagefter er der kun to måneder, til jeg kommer tilbage for at blive.”

Jeg mærkede ordene presse sig på. Alle de ting jeg burde fortælle hende. Åh, Sofie. Hvis bare du vidste. At jeg har løjet for dig. At jeg har mistet mit arbejde. At jeg er en bums. At min gæld er bundløs. Studiegælden, banklånet, huslejen, kassekreditten, bilen: Jeg skylder flere afdrag på det hele. Om to måneder har vi sikkert ingen lejlighed mere.

Men jeg sagde ikke andet end de sædvanlige søde, meningsløse ord, og nogle minutter senere lavede vi kysselyde tværs over Atlanterhavet og lagde rørene på i hver sin verdensdel.

Hvorfor kunne jeg ikke sige det til hende? Hvis det passede, når hun sagde, hun elskede mig, ville hun så ikke være ligeglad?

Det ville hun sikkert, men jeg ville ikke. Den forbandede stolthed! Jeg har altid følt mig så lille ved siden af hende.

Mens jeg sad på mit støvede kontor og hadede mit arbejde, blev hun udvalgt blandt flere hundrede studerende til at deltage i et forskningsprojekt i Amazonas i et år. Sammen med hendes karakterer, betyder det, at hun formentlig aldrig vil komme til at gå arbejdsløs. Hun har foden indenfor, endnu før hun er færdiguddannet.

I de år hvor jeg arbejdede på lageret, trøstede det mig, at jeg tjente så godt, at hun ikke behøvede tænke på penge. Dét betød noget for mig. Jeg følte mig ikke overflødig.
Men nu var jobbet væk, og bekymringerne stod i kø. Om 14 dage ville Sofie stå i lufthavnen, solbrændt og blussende af forventning, og hvis jeg skulle kunne se hende i øjnene, måtte jeg gøre noget.

Så jeg bed hovedet af al skam og ringede til min far.

***

Der er lange køer ved alle kasser i banken. Det kolde vindstød, der følger med mig ind gennem svingdøren, får et par af bankkunderne til at vende sig halvt. Jeg stivner og føler igen en voldsom trang til at gå min vej, glemme alt om det. Lade livet gå sin skæve gang mod det uundgåelige.

Men da de hueklædte ansigter, som så på mig, igen vender sig med ligegyldige miner, vokser mit mod en anelse.

Med målrettede skridt går jeg over til en lille pult og tager et girokort op af holderen. Med kuglepen skriver jeg henover det: ”Jeg har en pistol. Læg hele indholdet af kassen i posen. Ingen numre, ellers…”

Med det lille kort i hånden stiller jeg mig bagerst i køen til den yderste kasse. Den er placeret op ad væggen, og kassen ved siden af er lukket. Det er godt, så kan jeg arbejde i fred.

Jeg prøver at lade være med at tænke på, hvad der skal ske. I stedet lader jeg blikke følge rillerne mellem klinkerne på bankens gulv.

Køen bevæger sig langsomt. Jeg sveder. Lunkne dråber løber langsomt fra kanten af huen og ned i øjnene. Jeg blinker kraftigt, men det gør kun ondt værre. Mine øjne svider, og jeg kan kun lige skimte manden foran mig som en stor grå skygge.

Jeg tænker, at hvis nogen kigger på mig lige nu, så vil de formentlig tro, at jeg står og græder.

Måske er det faktisk det, jeg gør…

***

”Hej far. Hvordan går det? Er I gået i gang med juleforberedelserne…?”

Der var stille i den anden ende af telefonlinien. Så hørte jeg min far sukke dybt.

”Det nytter ikke noget. Der er lukket for kassen,” sagde han. ”Og det ved du også godt. Din mor og jeg har knap nok til os selv. Og det hjælper bestemt ikke på det, at du stadig skylder os… hvor meget er det…?”

Han vidste udmærket, hvor meget det var.

”Men far, hør nu på mig. Jeg har problemer. Store problemer.”

”Det har du jo altid!” sagde han vredt. ”Altid store problemer. Men når alt kommer til alt, så er problemet jo bare, at du lever over evne!”

”Det er altså alvor… denne gang.”

”Det er det måske nok, men ærlig talt: Det er på tide, at du lærer det. Din mor og jeg har ikke betalt mad, tøj og husleje i 20 år, for at du skulle sidde i et sølle underbetalt lagerjob eller gå arbejdsløs som en anden bums. Det var ikke dét, vi betalte for!”

”Men, far… jeg…”

”Du må klare dig selv herfra. Farvel,” sagde han hårdt og lagde på.

Selvfølgelig havde han ret: Jeg havde udnyttet ham, mens jeg studerede. Alt for tit havde jeg brugt mine penge på at gå i byen eller på gaver til Sofie, og så var jeg kommet krybende for at låne lidt til resten af måneden.

Og de havde betalt hver gang uden protester. Det var først, da jeg fik mit arbejde, at fars opsparede raseri kogte over. I et flere minutter langt raserianfald gjorde han det klart for mig, at hvis det var den måde, jeg ville leve på, så måtte klare mig selv. Og i øvrigt begynde at betale lånene tilbage. Med det samme.

Siden havde jeg kun set ham og mor en gang om året.

Det værste ved min fars afslag var, at jeg nu kun kunne se en løsning. Jeg måtte selv tage, hvad jeg havde brug for.

***

Min plan er enkel: Jeg går op til kassen som en ganske almindelig kunde og lægger girokortet på skranken. Når så bankdamen ser forskrækket op, trækker jeg jernrøret frem under frakken. Bare en anelse, så hun får fornemmelsen af en pistolmunding. Derefter vil jeg skubbe min medbragte plasticpose over til hende og vente, mens hun fylder den med penge. Hvad der så sker, ved jeg ikke. Men jeg regner med, at hun tackler situationen så professionelt, at jeg kan få lov at gå roligt ud af banken og forsvinde i juletravlheden.
Jeg har en hue på, og mit halstørklæde dækker en del af underansigtet. Med lidt held vil det være nok til, at jeg ikke kan genkendes på overvågningskameraet.

Det er lige oppe over nu. Kun en ældre herre foran mig i køen.

Jeg føler mig afklaret og rolig. Det, der skal til at ske, føles uundgåeligt. Min vejrtrækning er naturlig, mine hænder ryster ikke. Jeg er klar.

Den ældre herre træder til side, mens han lægger penge i sin tegnebog, og jeg tager et skridt frem.

I det øjeblik ved jeg, at det er sandt: Almindelige lovlydige borgere er kun et lille skridt fra at være forbrydere. Jeg trækker det let krøllede girokort frem fra lommen…

”Det er et røveri! Hvis I rør’ jer, bli’r I skudt på stedet!”

Jeg standser midt i bevægelsen. Var det mig, der råbte? Mit spørgsmål bliver besvaret i samme øjeblik, da den brutale stemme igen gjalder i banklokalet.

”Hænderne over hovedet! Nu! Og ingen numre, jeg er ikke bange for at skyde!”

Jeg vender mig halvt og ser en ung mand i dynejakke og kasket stå midt i rummet. Han har solbriller på, og i hænderne holder han et oversavet jagtgevær.

Der er dødstille. Enkelte bankkunder begynder langsomt at hæve deres arme op over hovedet, men de fleste står bare og glor vantro.

Bankrøveren lader geværet svinge rundt som for at vise, at han kunne skyde hele bundtet lige nu, hvis det skulle være. Så går han over mod mig. Uden at ville det, træder jeg forskrækket til side. Jeg kan se sveden glinse på hans ansigt, da han går forbi mig og stikker geværløbet op i ansigtet på damen bag skranken.

For første gang ser jeg på hende. Hun er ung, omkring 25 år, og hendes øjne er store og brune. Hendes læber bæver ukontrollabelt, som om hun er tæt på at græde.

Hun ligner Sofie en lille smule.

”Pengene! Alt hvad du har i kassen!” råber røveren hæst og kaster en sportstaske op på skranken.

Pigen reagerer ikke, men hele hendes krop ryster.

”Pengene!” næsten skriger røveren og stikker geværløbet lige op under hendes næse.

Så bryder pigen sammen. Hun begynder at græde skingert, mens hun vugger frem og tilbage med ansigtet i hænderne.

Var det ikke for den unge piges græden, kunne man have hørt en knappenål ramme bankens klinkegulv. Derfor lyder det også unaturligt højt, da bankrøveren spænder hanen på geværet, og med iskold stemme siger: ”Jeg tæller til 10…”

Jeg kan mærke hans angst og desperation, som var den min egen. Den emmer fra ham som damp. I et kort glimt ser jeg mig selv i hans sted. Jeg får lyst til at kaste op.

”Seks!”

Min mave trækker sig sammen til en lille kugle af smerte.

”Syv!”

Jeg mærker kolde sveddråber løbe ned ad min ryg.

”Otte!”

Jeg lukker øjnene…

”Ni…”

Gennem et tåget virvar af farvede prikker ser jeg bankrøveren krumme sig sammen og falde om. Jeg kan næsten ikke høre knaldet, da hans gevær rammer gulvet, og skriget fra den unge kvinde bag skranken lyder som en båndoptagelse, der bliver afspillet uendeligt langsomt. Så dybt. Så fjernt.

Mildt overrasket opdager jeg, at jeg står med jernrøret i højre hånd.

”Hvordan er det kommet der?” siger jeg dumt. Så mærker jeg min krop blive indhyllet i venlige hænder, der næsten løfter mig gennem lokalet og sætter mig i en stol. Langt borte hører jeg en politisirene, der kommer nærmere.

Måske havde jeg ret i, at der kun er et lille skridt fra lovlydig borger til skurk. Men i så tilfælde, er skridtet fra skurk til helt mindst lige så kort.

Det indser jeg, da jeg langsomt kommer til mig selv i en lænestol på bankdirektørens kontor. Mens adrenalinen langsomt siver ud af mit blod, og jeg begynder at tænke klart, vælter det ind med smilende mennesker – bankansatte, kunder, uniformerede politifolk. Alle trykker min hånd, dasker mig på skulderen og smiler hjerteligt. Jeg er omgivet af varme og imødekommenhed.

”Normalt billiger vi ikke, at hverken kunder eller ansatte griber ind over for røverier,” siger bankdirektøren, mens hen sidder over for mig og bakker på sin pibe. Han har stukket en skoldhed kop kaffe i hånden på mig og budt på cigaretter. Hans runde ansigt er lutter smil, mens han taler.

”Normalt lader vi tingene gå deres gang. På den måde er der ingen der kommer til skade, og bankens penge er trods alt forsikrede. Alligevel var det, De gjorde i dag, det rigtige. Situationen var livsfarlig. Den unge pige, Lis, er lige blevet ansat. Slet ikke forberedt på den slags. Så det slog klik for hende, om jeg så må sige.”

”Og hvad værre er,” fortsætter han. ”Politiet har fortalt, at de fandt nogle piller i røverens lomme. Jeg kan ikke huske, hvad stoffet hed, men det gør åbenbart folk helt kulrede. De sagde, at man kunne se det på hans øjne. Han var helt væk, fuldstændig afskåret fra fornuften. Iskold! Han kunne have fundet på hvad som helst. Politiet mener, at fyren rent faktisk havde skudt det arme pigebarn, hvis ikke…”

Jeg får kuldegysninger. Situationen havde været livsfarlig, og jeg havde overhovedet ikke tænkt over det. Jeg havde bare gjort det! Det kunne være gået frygteligt galt… Men jeg er også lettet. Lettet over at mit vanvittige forsøg som bankrøver endte med, at jeg gjorde noget godt.

”Summa summarum,” siger bankdirektøren. ”Vi er meget taknemmelige for, hvad De har gjort. De har formentlig reddet et liv. Derfor virker dette næsten som en symbolsk gestus…” Han rækker mig en konvolut. ”Men jeg håber, De vil få lidt glæde af dem… Lidt ekstra godt under juletræet, ikke?”

Han rejser sig og trykker min hånd, undskylder at han må gå, men der er en frygteligt masse at klare efter røveriforsøget, og så forlader han kontoret.

Der ligger en check på 10.000 kroner i konvolutten. Det sortner næsten for mine øjne igen.
10.000 kroner er rigeligt til at betale de mest presserende regninger, og så er der nok tilovers til at give Sofie den bedste jul, hun nogensinde har haft.

Jeg svæver ud af banken med checken i lommen, mens jeg hilser til højre og venstre. Det er blevet sent, og gaderne er tomme. Jeg tænker på de mange spørgsmål, politiet formentlig vil stille mig i de kommende dage. Om jernrøret. Om hvad jeg skulle i banken. Men det skal jeg nok klare. Et par små hvide løgne, det er det hele.

Men det er slut med alle de andre løgne. Når Sofie kommer hjem, skal alt ud. Hun vil forstå det, det ved jeg.

Jeg tænker på Sofie, ventende i lufthavnen, brun og duftende af varme. På hvordan jeg vil fortælle hende om det helvede, jeg har været igennem. Og jeg tænker på, hvordan jeg vil finde et nyt arbejde hurtigst muligt – hvad som helst, bare de betaler mig for det.

Men mest af alt tænker jeg på ingenting, mens sneen daler ned fra himlen i store, fugtige flager og lægger sig på gaderne, så de for en stund ligner de gader, der er på billederne i barndommens julehistorier.

- SLUT-

Ovenstående er en let revideret version af en novelle, der tidligere har været trykt i ugebladet Hjemmet. Kærligt korrekturlæst af Pernille Dehn. Copyright Søren Køhler 2008.