Den låste dør

Af Søren Køhler

”Kan jeg hjælpe med noget?” spørger en stemme pludselig tæt ved den unge mands øre. Han farer forskrækket sammen.

Mens han var opslugt af at læse bogrygge på hylden med moderne dansk litteratur, har en ældre herre i slåbrok og slidte lærredsbukser listet sig ind på ham. Antikvaren Rosenkrantz. Når han har sine uldtøfler på, kan han bevæge sig fuldstændig lydløst på det tykke, støvede tæppe i forretningen.

”Hold kæft, mand, jeg hørte dig slet ikke,” griner den unge mand. Rosenkrantz smiler spidst. Han bryder sig ikke om at være dus med folk, han ikke kender.

”Kan jeg hjælpe Dem med noget?” spørger han igen, mens blikket bag de små runde briller gennemborer den unge mand.

”Øh, jeg ville bare kigge lidt…”

”De ved altså ikke, hvad De leder efter?”

”Øh nej…”

”De er vel ikke engang sikker på, om De skal købe noget?”

Den unge mand krymper sig: ”Næh…”

”Vil De så ikke være så venlig at komme tilbage, når De ved, hvad De skal have? De spilder jo min tid.”

Den unge mand ser chokeret på Rosenkrantz. ”Okay, okay. Hvis du ikke har lyst til at sælge noget, så kan du sgu da bare låse døren, mand.”

”Jamen, selvfølgelig vil jeg da gerne sælge, mand,” siger Rosenkrantz sukkersødt. Så hæver han stemmen. ”Men jeg vil endnu hellere være fri for folk, der tror, at jeg driver et offentligt bibliotek!”

Klokken bimler højlydt, da den unge mand river døren op og går. Rosenkrantz følger efter, mens han råber: ”Fedtfingre og æselører i mine fine gamle førsteudgaver – det kan I finde ud af. Men I tror gudhjælpemig at Forbrydelse og straf er en juridisk håndbog.”

Den unge mand forsvinder om et hjørne, og Rosenkrantz smiler tilfreds. Så skubber han brillerne op på næsen og går ind i butikken igen. Det er tetid.

***

Rosenkrantz sidder i baglokalet med sin te og en Agatha Christie-bog, da klokken bimler igen. Han sukker dybt, sætter koppen fra sig og lister ud i forretningen.

Men denne gang er det ikke en kunde, der skal jages på flugt. Det er slet ikke en kunde.

Kvinden er lille og mager med stridt, gråt hår og høje kindben. Hun er velklædt, og under normale omstændigheder ville hun ligne en 50-årig, selvom hun er mere end ti år ældre. Men ikke i dag, hvor hendes ansigt er ophovnet af gråd, og tårerne har fået mascaraen til at danne sorte rande under hendes øjne. I dag ligner hun den ældre dame, hun er.

Rosenkrantz mærker en ildevarslende stikken i maven.

” Anna,” siger han. ”Hvad er der sket?”

Anna falder ham om halsen, og mens hun hulker mod hans skulder, siger hun: ”Det er Marcus. Han er død.”

Det giver et gib i Rosenkrantz. Han vidste det allerede, da han så hende stå i døren. Alligevel rammer det ham som et knytnæveslag.

”Åh Gud,” hvisker han.

”Det er ikke alt,” snøfter Anna og holder lidt hårdere om ham. ”Jeg er sikker på, at der er nogen, der har slået ham ihjel.”

***

Det regner under hele begravelsen, og Rosenkrantz føler sig tom indeni, da han går bort fra graven ad den smattede grussti.

Det er ufatteligt. Ufatteligt at Marcus er død. Endnu mere ufatteligt, at han måske er blevet myrdet.

Rosenkrantz havde kendt Marcus Brøndum i over 21 år.

Han havde lige åbnet sit lille antikvariat på H.C. Ørstedsvej, da en lille tyk mand – Marcus – en eftermiddag kom ind og spurgte, om Rosenkrantz havde et eksemplar af Necronomicon. Rosenkrantz, der ikke anede, hvad manden talte om, sagde, at han kunne skaffe den hjem. Marcus smilede skævt og sagde: ”Jeg må hellere lade være med at holde vejret.” Først mange år senere, fandt Rosenkrantz ud af, at Necronomicon var et af de mest berømte okkulte værker nogensinde, og at det formentlig ikke eksisterede. Ophavsmanden til bogen var angiveligt den gale araber Abdul Alhazred, og myten ville vide, at det djævelske værk var indbundet i menneskehud.

Necronomicon var enhver okkult bogsamlers hellige gral.

Det var typisk for Marcus Brøndum, at han aldrig selv fortalte Rosenkrantz, hvad Necronomicon rent faktisk var. Han foretrak en verden, der var fuld af gåder, ubesvarede spørgsmål og ting, der ikke kunne forklares ud fra almindelig viden. Han havde landets største samling af bøger om sort magi, okkultisme og alkymi, og han skrev selv bøger og holdt foredrag om emnet.

Men nu var Marcus død. Død i sit badekar for to dage siden. Det var et hjertestop. Transistorradion, der hang på væggen over badekarret, så Marcus kunne svømme hen i badekarret over en symfoni af Mahler eller en opera af Wagner, var faldet ned i vandet. Det elektriske stød havde fået hans hjerte til at gå i stå. Han var død på stedet.

Politiet havde undersøgt badeværelset, men de var ikke i tvivl: Det var et ulykkestilfælde. Den lille metalbøjle der holdt radioen fast til væggen var gået løs – skruerne havde simpelthen arbejdet sig fri af cementen gennem lang tid, og uheldigvis gav de op på det værst tænkelige tidspunkt.

Desuden var døren til badeværelset låst indefra.

Men der var én lille hage ved den forklaring.

Ifølge Anna var der altid batterier i radioen. Den kunne køre på strøm fra stikkontakten, men Marcus havde ment, at det var for farligt på badeværelset. Den dag han døde, var stikket imidlertid sat i…

Der lyder skridt i gruset, og Rosenkrantz mærker en tynd arm, der glider ind under hans. Anna. Hun har gemt sine forgrædte øjne bag et par solbriller.

”Jeg tænkte, at du måske kunne hjælpe,” siger hun stille. ” Du læser jo alle de der kriminalromaner, Hercule Poirot og Sherlock Holmes og sådan. Måske kan du finde noget, som politiet har overset…”

Rosenkrantz sukker: ”Søde Anna. Det er jo bare bøger. Historier, som en eller anden har fundet på. Virkeligheden er aldrig så enkel. Og virkeligheden gør ondt!”

Han mærker hendes greb i armen blive fastere og fortryder sine ord.

”Lad os tage hjem og se på det,” siger han blidt. ”Måske kan jeg få øje på et eller andet.”

***

Hvor er det egentlig ironisk, at netop Marcus skulle dø på denne måde, tænker Rosenkrantz, mens han står i badeværelset. Marcus med sin sorte magi, sine sagndyr og hekse. Kunne han dø på andre måder end under mystiske omstændigheder i et lukket rum?

Rosenkrantz slår opgivende ud med armene. Han har undersøgt, om man kan komme ind gennem vinduet. Det kan man med en stige. Men der var ikke spor efter én i blomsterbedet nedenfor. Han har også undersøgt døren for at se, om den kan låses udefra. Det kan den ikke.

Rosenkrantz er tæt på at give op, da en tanke slår ned i ham. Han vender sig mod Anna.

”Du siger, at der ikke er blevet ryddet op siden politiet tog herfra?”

”Ja,” siger Anna spagt. ”Jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas herinde, så jeg har badet hos min nabo. Faktisk har jeg ikke været herinde siden…”

”Tog politifolkene noget med herfra, da de gik?”

”Det… det ved jeg ikke…”

”For eksempel skruerne til den der,” han peger på den lille metalbøjle på transistorradioen.

”Jeg ved det virkelig ikke,” hvisker Anna.

Rosenkrantz smiler blidt. ”Gå du hellere nedenunder. Jeg klarer selv resten.”

Anna nikker og går. Rosenkrantz bliver stående midt i rummet. Han tager en lille notesblok op ad lommen og skriver: ’Skruerne?’ med en blyantsstump. Længe stirrer han tomt ud af vinduet. Så løfter han igen blyanten og skriver: ’Gæster?’

Endelig tager han et par skridt over mod badekarret og lader pegefingeren glide henover det mærke, radioholderen har efterladt på væggen. Det klistrer. Han rynker på næsen og tørrer så hånden af i bukserne. Han skriver ’Damp’ på notesblokken.

Så putter han blok og blyant i lommen og går nedenunder.

”Jeg ved ikke, om det betyder noget, men for et par uger siden fik Marcus denne her med posten…” Anna holder en foret kuvert frem mod Rosenkrantz, der tager imod den. De står i køkkenet ved komfuret, hvor en kedel med tevand er sat over.

Kuverten indeholder en flad og glat sten på størrelse med en håndflade. Intet andet. Stenens ene side er udhugget, så man svagt kan skimte konturerne af et dødningehoved.

Rosenkrantz synker en klump og mumler uvilkårligt: ”En forbandelse…”

Anna ser forfærdet på ham, og han smiler udglattende.

”Det er en amulet med magiske kræfter. Eller… denne her er en kopi. Men originalen stammer fra en af de ældste civilisationer, vi kender til. Marcus viste mig engang et billede i en af sine bøger. Den er beregnet til at nedkalde dødbringede forbandelser over andre mennesker…” Rosenkrantz skærer en grimasse. ”Men det er selvfølgelig bare gammel overtro.”

Anna stirrer ud ad køkkenvinduet. ”Måske er det derfor, han var så fjern og opfarende i de sidste dage. Han talte knap til mig. Sad bare inde i biblioteket og læste og læste i en stor gammel bog…”

”Hvilken bog?”

”Jeg ved det ikke. Han ville ikke lade mig se den. Det var egentlig underligt…” Hun ser indtrængende på Rosenkrantz: ”Han sagde, at jeg ville leve et længere og lykkeligere liv, hvis jeg vidste så lidt som muligt om den forbandede bog. Det kaldte han den: ’Den forbandede bog’.”

”Vis mig bogen!”

Anna nikker og fører ham ud i entreen, gennem en lang dunkel gang og ind i det allerhelligste: Biblioteket.

Det er et højloftet rum på omkring tredive kvadratmeter. Alle fire vægge er dækket af bogreoler fra gulv til loft. Midt i rummet står et massivt skrivebord af mahogni og en høj malingplettet skammel. Bordet flyder med håndskrevne ark, åbne bøger og brugte kaffekopper.

Anna behøver kun kaste et enkelt blik på rummet, før hun siger: ”Den er her ikke!”

”Du er sikker?”

”Fuldstændig. Jeg ville kunne kende den hvor som helst. Den var meget stor. Næsten en halv meter høj, tror jeg. Og så var den indbundet i noget meget smukt, rødbrunt læder.”

Rosenkrantz noterer som en gal. Han skriver stikord til Annas beskrivelse men han tøver et øjeblik, før han skriver ‘Necronomicon???’

Så ser han op og spørger: ”Havde Marcus besøg, den dag han døde eller dagen før?”

”Ingen dagen før, men på selve dagen havde han to gæster. Den ene kendte jeg ikke – det sagde jeg også til politiet – og jeg så ham knap nok. Marcus lukkede ham ind, mens jeg var i bad om morgenen. Og da jeg kom ned, var han på vej ud. Jeg så kun hans ryg. Den anden var hans gamle studiekammerat August Winther. Ham har politiet afhørt. Han var hjemme hos sin mor, da Marcus døde.”

”Ja, jeg kender godt August fra butikken,” nikker Rosenkrantz og noterer. ”Jeg tror, jeg har, hvad jeg skal bruge,” siger han uden at se op fra blokken.

”Virkelig.” Annas stemme lyder overrasket og glad. ”Tror du, at du kan finde ud af noget?”

”Måske,” siger Rosenkrantz og klapper blokken sammen.

Ude fra køkkenet lyder der en skinger fløjten. Tevandet koger.

***

Rosenkrantz bruger resten af eftermiddagen på politistationen, hvor han taler med en venlig kriminalbetjent, og får lov til at læse rapporten om Marcus’ død.

Senere spiser han aftensmad på en lille restaurant med udsigt til Thorvaldsens Museum. Regnen er holdt op, og selvom Marcus’ begravelse stadig spøger i baghovedet, er det blevet en dejlig lun aften. Rosenkrantz ryger på sin pibe og ser på folk, der går forbi.

Efter middagen finder han en telefonboks og ringer til oplysningen. Han noterer et nummer og en adresse på blokken. Så lægger han på og tager et par dybe indåndinger, før han ringer nummeret op.

Der bliver ikke svaret.

Rosenkrantz lader den ringe 16 gange, før han endelig er tilfreds. Så trækker han frakken sammen om sig og begynder at gå.

***

Det er hans først indbrud, og det overrasker ham, hvor nemt det er. Lejligheden ligger i stueetagen, og køkkenvinduet, der vender ud mod en mennesketom gård, står på klem. Det er let at skubbe en skraldecontainer hen under vinduet, kravle op på den, og lirke hasperne op med en lommekniv.

Indenfor er der mørkt og lummert. Rosenkrantz tager skoene af, og på strømpefødder går han gennem de tre værelser og sikrer sig, at der ikke er nogen hjemme. Så tænder han lyset.

Det er svært at se, hvordan det kan lade sig gøre at leve i August Winthers lejlighed. Køkkenskabene er tomme bortset fra lidt konserves og en pakke havregryn, og i resten af lejligheden er der stort set ingen møbler. Kun en slidt sofa med en nusset dyne liggende hen over ryglænet og så bogreoler. Masser af bogreoler.

August Winther er bogsamler, og ligesom Marcus er hans foretrukne læsning bøger om heksekunst, satanisme, eksorcisme og andre af tusmørkets forteelser. Winther og Marcus havde meget at tale om. Og mindst lige så meget at være uenige om…

Rosenkrantz begynder at gennemsøge lejligheden. Den første ting, han leder efter, finder han på bunden af en skraldepose i køkkenet. En tube lim – vandopløselig og næsten ikke brugt.

Rosenkrantz lægger tuben tilbage. Han leder videre.

I over en time leder han. Han åbner bøger og bladrer dem igennem. Ingenting. Han tager bøger ned fra reolerne og kigger bag dem. Ingenting udover gammelt støv. Han løfter sofahynder, leder efter løse gulvbrædder, åbner wc-cisternen og gennemroder bunker og atter bunker af papir med håndskrevne notater. Men han finder intet, der har noget med Marcus eller den forsvundne bog at gøre.
Rosenkrantz sveder i lummerheden, og hele tiden farer han sammen, når lyde i opgangen får ham til at tro, at Winther er kommet hjem.

Men så glemmer han nervøsiteten, da han finder det, han leder efter.
Bogen – eller de sørgelige rester af den – ligger begravet i aske i kaminen. Det smukke rødbrune læderbind er, udover nogle grimme sortsvedne pletter, næsten intakt. Man kan stadig læse de guldindlagte bogstaver, der er præget henover forsiden, og som forkynder, at bindet engang rummede verdens sjældneste og mest frygtede bog Necronomicon. Desværre er resten af bogen tabt for eftertiden. Der er små stykker gulnet pergament i asken – alt er tilsyneladende gået op i røg.

Rosenkrantz gennemroder asken grundigt, men han finder ikke mere. Ingen sider med den trykte tekst fra bogen. Ingen noter eller dagbogsblade fra Winther.

Rosenkrantz er lige ved at kaste bogen fra sig i ærgrelse – intet af alt dette beviser noget – da han lægger mærke til noget, der står skrevet hen over indbindingen med kuglepen. ”Hvad har jeg gjort?” står der blot.

Stadig ikke et bevis, men Rosenkrantz er sikker i sin sag nu: Winther dræbte Marcus.

Marcus havde tydeligvis fået opfyldt sin livsdrøm – han havde fundet Necronomicon. Men Winther må have fået nys om det. Måske havde han tilfældigt set bogen ligge på Marcus’ arbejdsbord og var blevet besat af den, og de gåder den rummede. Først forsøgte han at skræmme Marcus med stenkraniet, men forskellen på de to okkulte bogsamlere var, at Marcus ikke troede på dét, der stod i bøgerne. Altså måtte Winther bruge hårdere metoder. Han opsøgte Marcus, talte formentlig med ham om at købe bogen og fik det sædvanlige afslag, hvorefter han bad om at låne toilettet.

På toilettet havde han skruet radioholderen af væggen og i stedet limet den fast med vandopløselig lim. Derefter havde han sluttet radioen til stikkontakten. Skruerne havde han taget med sig. Ifølge politiet var de ikke blevet fundet på gerningsstedet, og det underbygger Rosenkrantz’ teori.
Da Marcus gik i bad om aftenen, havde dampen fra det skoldhede vand langsomt opløst limen. Resten bryder Rosenkrantz sig ikke om at tænke på.
Dagen efter var det nemt for Winther at liste ind og tage bogen. Marcus’ fund var så banebrydende, at han næppe havde fortalt nogen om det – ikke engang sin kone – så ingen opdagede, at den manglede. Før nu.

Men hvorfor har Winther brændt bogen? Rosenkrantz lader fingeren løbe henover den korte håndskrevne sætning på læderbindet.

”Hvad har jeg gjort?”

Winther må have fået moralske skrupler – eller har han overbevist sig selv om, at bogen er forbandet, som sagnet siger…?

Under begge omstændigheder kan Rosenkrantz bruge det til at få retfærdighed for Marcus…

Han arbejder hurtigt. Med en stor bog vifter han asken ud af kaminen og ud over gulvet, indtil et par kvadratmeter af gulvbrædderne er dækket af et tyndt lag. Med en finger skriver han i asken: ”August, du har slået mig ihjel.” Så farer han hærgende gennem lejligheden. Han river bøger ned fra hylderne. Han tænder vandhanerne. Han åbner konservesdåserne i køkkenet og tømmer dem på gulvet. Da alt er kaos omkring ham, forlader han lejligheden gennem fordøren.

***

Fra en bænk foran ejendommen ser Rosenkrantz, at Winther kommer hjem et par timer senere. Han slingrer, tydeligt beruset, og det tager ham lang tid at finde nøglehullet i fordøren. Endelig vælter han ind, og Rosenkrantz taber ham af syne. Men han kan tydeligt se for sig, hvad der sker, da lyset bliver tændt i lejligheden. Og billeder er unødvendige, da et skrig af rædsel få sekunder senere giver genlyd mellem husene.

***

Et par dage senere ringer telefonen i Rosenkrantz’ Antikvariat. Rosenkrantz, der sidder i baglokalet og læser Sherlock Holmes, lægger bogen fra sig, bakker et par gange på piben, og skubber brillerne op. Så tager han røret. Det er Anna.

”Jeg syntes, jeg ville fortælle dig, at August Winther har meldt sig selv til politiet og tilstået mordet på Marcus,” fortæller hun. ”Men det vidste du vel i forvejen…”

”Jeg havde det på fornemmelsen.”

”Jeg ved ikke hvordan du gjorde, men du skal vide, at jeg er dig evig taknemmelig. Det bringer ikke Marcus tilbage, men… det føles som om… som om han bedre kan få fred nu.”

”Jeg forstår.”

”Tusind tak.”

”En fornøjelse at hjælpe.” Rosenkrantz gør mine til at lægge på, men så siger Anna noget mere.

”Hvis nu jeg støder ind i nogen, der har lignende problemer, må jeg så have lov at henvise dem til dig?”

I lang tid er Rosenkrantz tavs. Tanken er slet ikke faldet ham ind. Men så smiler han og siger: ”Ja. Ja, hvorfor egentlig ikke.”

-SLUT-

Ovenstående er en let revideret version af en novelle, der tidligere har været trykt i ugebladet Hjemmet. Kærligt korrekturlæst af Pernille Dehn. Copyright Søren Køhler 2008.