Nu spørger den opmærksomme læser måske: »Jamen Søren, læser du slet ingen bøger længere?« Jeg er meget glad for, at du stiller lige præcis dét spørgsmål…
* * *
For et par uger siden blev jeg færdig med en hurtigt læst og hurtigt glemt thriller af Don Winslow, FRANKIE MACHINES VINTER (★★★), om en aldrende mafia-hitman, der bliver tvunget ud af sit otium, da nogen fra hans fortid forsøger at garrotere ham. Sammenlignet med så mange andre krimier er bogen ret velskrevet, men den er sjasket fortalt. De lange, maleriske flashbacks fra Frank “Mahcine” Machiannos fire årtier i San Diego-mafiaen overtager fuldstændig bogen, og får spændingshistorien på nutidsplanet til at virke som en tåget eftertanke, klasket sammen af de nærmest tilgængelige klicheer. Det er ikke specielt spændende, og den obligatoriske plottwist er alt andet end overraskende…
* * *
Før Jeg kastede mig over Frankies mafiameritter, burde jeg være blæst igennem Michael Chabons LANDEVEJENS RIDDERE (★★). Det er en kort roman (224 sider) af en forfatter, jeg forguder, og den burde som sådan være slugt på et par aftener. Men jeg endte med at måtte kæmpe mig frem, kapitel for kapitel, konstant på nippet til at lægge bogen fra mig og begynde på en anden. Jeg holdt ud, men må konkludere, at Michael Chabon faktisk er i stand til at skrive dårlige – eller i hvert fald ligegyldige – bøger. Det lykkes ham ikke at gøre bogens univers – 900-tallets Kaukasus – hverken levende eller vedkommende, og karaktererne er dybt intetsigende, selvom Chabon virkelig har gjort sig umage for at gøre dem såd’n lidt skæve og spøjse. Det er sgu lidt fesent altsammen. Især når man tager i betragtning, hvad Michael Chabons sprudlende fantasi og overlegne sprogbehandling tidligere har udmøntet sig i. Trænger du til fægtekampe og intriger, så genlæs De tre musketerer i stedet.
* * *
Jeg nød heller ikke ligefrem norske Gunnar Staalesens DIN TIL DØDEN (★★), et forsøg på at parre det nordiske tungsind med den amerikanske detektivroman + et stænk socialrealisme. Det fungerer indimellem, men dialogen er sludrende, og Staalesens mange metaforer er så overkonstruerede, at de falder til jorden som vingeskudte gråænder på en frostklar novemberdag – hvis du forstår, hvad jeg mener… Derudover er Staalesen tilsyneladende mest interesseret i at dissekere kærlighedens inderste væsen, og det kan da være fint nok, men hvorfor skal det ske på bekostning af et spændende plot. Der står kriminalroman på bogens forside, og så forventer jeg fannerme en kriminalintrige – ikke en fristil om svigefulde hjerter og menneskelivets ubodelige ensomhed…
***
Og så har jeg vist allerede nævnt mit fejlslagne forsøg på at komme i gang med Stieg Larssons MÆND DER HADER KVINDER, bogen alle har læst – undtagen mig…
Så jo, jeg læser skam stadig. Men jeg gør det ikke altid med lige stor fornøjelse…
